Lise Rønne: "Jeg boksede med mig selv og en alt for stor usikkerhed"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Mine forældre blev skilt, da jeg var fire år, og så flyttede jeg med min mor og lillesøster til Fennebakken i Viborg. Det var et varmt barndomshjem i et rækkehus, hvor min mor altid var til stede, fordi hun var lærer og havde tidligt fri. Så gik vi i Brugsen, spiste pandekager og læste Anders And-blade. Jeg var en drengepige, der klatrede i træer og legede Tarzan med min bedste ven, skolens vilde dreng, Christian.

LÆS OGSÅ: Natasja Crone: "Jeg har haft svære og udfordrende perioder i mit privatliv"

– Det var ellers stille og roligt, og mine venner sagde, at det var et rart hjem at komme i. Men jeg var det eneste skilsmissebarn i min klasse, og det var jeg selv meget opmærksom på, for man vil jo altid så gerne ligne de andre. Det er en skrøbelig følelse at være anderledes. Det var ikke fordi, det var en ulykkelig skilsmisse, men det er jo aldrig uden omkostninger.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg snublede ind i den, for jeg læste medievidenskab på universitetet uden at have en plan med det. Men en dag var der en af mine venner, som spurgte, om jeg ikke ville til casting på ungdomsprogrammet Boogie, som han var med til at starte. Jeg kom lige hjemme fra min bedstemor, så jeg troppede bare op i det tøj, jeg stod i og fik jobbet. Ungdoms-tv i gamle dage var en fantastisk legeplads, for vi sendte live en time hver dag, og vi havde totalt frie hænder til at prøve alt af. Jeg var der i to år, og jeg savner det i dag, hvor vi ikke har den slags rugekasser, og tv er meget mere konceptualiseret.

– Nu er jeg på Aftenshowet, som jeg var med til at starte for 11 år siden og de seneste fire år har været vært på. Det er så fedt at lave live-tv, fordi det aldrig bliver perfekt, og det er et privilegium at tale med så mange forskellige mennesker. Jeg brugte mange år på at tro, at jeg skulle ud og have et ”rigtigt” job – måske inden for kommunikation. Men det ene job har taget det andet. Jeg har aldrig været drevet af at lave det største eller blive set af flest. Jeg er drevet af, hvad, jeg synes, er sjovt, og jeg tror, det er derfor, det er gået godt. Hvis de, der bestemmer, en dag synes, at jeg ser for gammel ud eller er blevet uaktuel, så vil det ikke være en krise, for det er ikke det at være på skærmen, der driver mig.

Hvem er den vigtigstevejleder i dit liv?

– Det var min elskede bedstemor, som ikke lever mere. Hun var min bedste ven og vejleder. Det var hende, jeg altid ringede til – som barn, ung og som voksen – når der var noget, jeg havde brug for at dele. Hun var cool, fordi hun ikke talte mig efter munden, selv om jeg nogle gange godt kunne ønske mig det. Hun kunne sagtens sige: ”Nu pjevser du, Lise. Mand dig op”. Hun var også skæg og klog og nysgerrig på livet. Selv da hun var syg og gammel, ville hun leve lidt længere, så hun kunne se USA få sin første sorte præsident og Danmark få sin første kvindelige statsminister. Hun fik lov at opleve begge dele. Det er så let at gå i stå med alderen, men det gjorde hun ikke.

Hvem har fundet vejentil dit hjerte?

– Det har min kæreste, Mikkel, som jeg har været sammen med i 11 år. Vi mødtes på mit livs eneste blinddate, hvor vi faktisk begge to var heartbroken. Mikkel kender Alberte Winding, og det var hende, der havde sagt til ham, at han skulle ringe til mig, fordi hun havde hørt fra en fælles ven, at jeg gik og var lidt ked af det. Han havde aldrig set X-Factor, som jeg var vært på dengang, men vidste da lige hvem jeg var. Han ringede til mig og inviterede mig ud, og det blev til øl på en café. Efter en måned flyttede jeg ind hos ham, og et halvt år efter var jeg gravid, og nu er der tre børn.

LÆS OGSÅ: Cecilie Beck om sin indbakke: "Mænd er sgu ret optimistiske"

– Det skal ikke lyde rosenrødt, for vi er et helt almindeligt par med logistikramte hverdage, men Mikkel er min allernærmeste og alt det, jeg ikke er. Han er rolig og har intet behov for at være udadvendt og opmærksom på alle andre. Det er meget inspirerende for mig. Vi har takket Alberte mange gange, og på vores etårsdag sendte vi hende en flaske champagne. Hun havde jo ikke behøvet at gøre noget, men man kan virkelig gøre en kæmpe forskel for andre ved lige at gå den ekstra mil.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg oplever det faktisk aldrig, selv om min kæreste siger, at han godt kan mærke det. Måske genkender damen i bageren mig, men jeg mærker det ikke. Nede på skolen er jeg bare Nelsons og Evas mor. Måske handler det faktisk mest om at tage beslutningen om at tage skridtet ind i livet og være ligeglad med, om du ser skør ud uden mascara, eller hvad folk tænker. Men jeg vil ikke gå og have det blik på mig selv udefra. Jeg har oplevet folk i min branche, der lader sig styre af det. Det bliver et pseudoliv, synes jeg.

Vejen til det gode liv går gennem …?

– Jeg prioriterer at have gode oplevelser med min familie. Vi skal gribe livet og ikke bare vente på det. Vi har rejst meget i det store og i det små. Vi pakker for eksempel et telt og tager op til en svensk skovsø en weekend eller bare smider ungerne i en Christianiacykel og kører ned og bader efter aftensmaden. Vores mindste er to år, og der er masser af ting, vi kunne vente med at gøre, men jeg vil ikke vente med at have det sjovt.

– Tiden går så hurtigt, og min ældste bliver ti lige om lidt. Vi har overvejet at få et fjerde barn, men vi har besluttet os for, at det skal vi ikke. Jeg synes, de store børn betaler en høj pris, selv om søskende er en gave. Jeg savner at kunne sige ja, når Nelson spørger, om vi skal spille kort, eller når Eva spørger, om vi skal læse en bog. Men hvis jeg var fem år yngre, fik jeg nok en til om et par år.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg var ret ensom, da jeg var i 20’erne. Jeg boksede med mig selv og en alt for stor usikkerhed og opmærksomhed på, hvad andre tænkte. Jeg brugte mange kræfter på at være i verden. Jeg tacklede det ved at være meget i mit eget selskab, og derfor husker jeg det som nogle ensomme år. Jeg kan se, at mange unge piger desværre har det lige sådan. Jeg tror, det er en kønsting, og det gør mig trist. Jeg er blevet stor feminist, efter jeg er blevet voksen, og måske især efter jeg er blevet mor til en datter.

– Jeg kan se, hvor mange piger, der kæmper med at skulle leve op til en bestemt måde at være på og se ud på. Jeg er blevet hende den irriterende mor, der ikke kan læse et eventyr om en prinsesse, der venter på en prins uden at tage snakken om, at man ikke nødvendigvis bliver lykkelig af at være smuk. Men det er en større kamp, for der er jo reklamer på busserne for nye bryster, og så er der hele måden, vi taler til drenge og piger, som er så forskellig. Jeg prøver at være meget opmærksom på det.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg er lige gået i en ny retning og har meldt mig ind på universitetet, hvor jeg skal læse litteraturanalyse. Jeg har altid læst mange bøger, og de seneste år mange klassikere, som jeg så gerne vil forstå bedre. Jeg vil gerne kunne tale med om genrer, og så bliver jeg på den måde lidt mere fagjournalist. Det har længe været en del af min identitet at være tv-journalist, og nu skal jeg vænne mig til at være nybegynder i noget, for jeg kommer helt sikkert ikke til at være den mest belæste på holdet. Det er dybt vand for mig, for vi har taget lån i huset, og jeg er gået på deltid.

LÆS OGSÅ: TV2's nye direktør: "Intet giver mere selvrespekt end at sige: Her går grænsen"

– Det er en stor beslutning, men jeg har alligevel ikke været i tvivl. Det er mange år siden, jeg har brændt så meget for noget fagligt. Derudover skal jeg være vært på et nyt program på DR, Helt Lyrisk, hvor vi folder de gamle danske digtere ud og sætter dem sammen med en musiker. Jeg har aldrig læst lyrik før, men det er en dør til den skønneste verden, der er blevet åbnet for mig. Nogle digte som for eksempel Grethe Risbjerg Thomsens digt Vær lidt varsom denne ene morgen, er jeg vendt tilbage til mange, mange gange. Det rører mig dybt.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– I dag skal jeg hente seks børn, som skal med hjem og spise eftermiddagsboller, inden vi skal til jubilæum på børnenes skole, hvor jeg skal stå i baren. Det er faktisk en ret typisk dag for mig, for jeg har tit mange børn med hjem, og de bliver tit til aftensmad. Derfor har jeg altid et par hotdogs ekstra i fryseren. Jeg er heldig, at jeg har skiftende arbejdstider, for det ligger dybt i mig at prioritere at være sammen med mine børn, og jeg har for eksempel – af ren og skær prioritering – aldrig set en serie på Netflix. Lige i de her år dropper jeg gerne mine egne behov for at stå på tæer for mine børn, og jeg prioriterer at have liv i huset.