Knud Romer: "Jeg er så træt af at bekymre mig og frygte det værste og være bange for i morgen"

Hvordan skal man være for at blive din ven?
– Man skal holde lige så meget afstand, som man nærmer sig. Hvis man overskrider grænsen for hurtigt og for kraftigt, reagerer jeg med at sætte grænsen og tage afstand.

Hvilket så bliver mødt med en tilsvarende fornærmelse og følelse af at blive afvist.
Så det er en dans på tornede roser at blive venner – og endnu mere at blive kærester – og dem, som allermest trænger til en ven, er desværre ofte dem, som vil det så meget, at de går for hurtigt frem og ender med endnu mere – selvskabt – ensomhed. Mens dem, som har rigeligt med selskab i forvejen, får mere og mere af det. Livet er ondt ved dem, som mindst fortjener det.

Hvad er din største hjertesorg?
– Den samme som alle andres. Mormor, mor, far – alle mine døde. Hvis min kone forlod mig, og hvis det utænkelige skete, at mine børn døde: "Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kjer". Derfor er svaret på den slags store spørgsmål altid banalt, fordi det banale er det almene og selvindlysende sandt. Og kliche er netop det: Et nedsættende ord for det almenmenneskelige som fortærsket og trivielt – kærligheden, sorgen og drømmen om det lykkelige liv – alt det, vi deler med hinanden, og hvor vi håber, frygter og føler det samme og ligner hinanden på en prik.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok om sit ægteskab: ”Der er mange, der tænker, at det da må være et fravalg, at vi ikke bor sammen”

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
– Jeg fik konstateret medfødt grøn stær for et par måneder siden og har mistet synet på højre øje, og jeg ved ikke, hvor længe og om jeg beholder synet på det venstre. Jeg har set døden i øjnene. Men det gør vi alle. Ingen kender dagen. Og hvad står der så på gravstenen? Hvil i fred. Det er ikke en konstatering om de døde, men en opfordring til de levende. Hvil i dig selv i stedet for at flygte fra døden og løbe efter tiden, for du når det aldrig og indhenter aldrig det forsømte alligevel, så stå stille, og lad tiden komme til dig.

Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Jeg er så træt af at bekymre mig og frygte det værste og være bange for i morgen, og hvad der dog skal ske, hvordan jeg dog skal klare mig, og det hele er ad helvede til, og frygte, om jeg snart får et skattesmæk, som sætter mig ud af spillet for altid!

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
– Når jeg er sorgløs, sikker og tryg. Og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været det. Jeg kender kun lykken over andres lykke – mine pigers lykke – og deres lykkelige ubekymrethed om sommeren.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: "Jeg har kun meget få venner. En af dem er 60 år og både alkoholiker, ludoman og pusher"

Hvad kan få dig til at føle dig uretfærdigt behandlet?
– Når folk bedrager mig, bliver jeg ude af mig selv af raseri, og når folk hierarkiserer mig, hvad enten de pisser nedad eller slikker opad. Vi er alle lige mennesker. Fordi man er dygtig til noget eller rig, klog, smuk eller magtfuld, gør det ikke én til et bedre menneske. Tværtimod er alle dem, der sætter sig over andre for at føle sig som bedre mennesker, netop dårlige mennesker.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Da vi sejlede fra Greenå til Anholt i LA-Krydseren, og der udbrød en orkan. Min far tog livlinen på og rippede sejlet og sendte mig og mor ned i kahytten. Jeg kunne se en skypumpe, og far sad bag roret og red over bølgerne, der var store og grå som etagehuse af vand. Folk havde forsamlet sig på ydermolen, han strøg ind og lagde til, vi gik ud på molen og så en tremaster gå ned med stævnen først, og næste dag var himlen skyfri og blå, og jeg lå og mærkede solen. Det duftede af saltvand og tjære fra bolværket, jeg fiskede efter krabber med et rødspættehoved i en snor. Når spanden var fuld, smed jeg dem ud igen, og dagen var forbi. Hvis Paradis findes, vågner jeg op på Anholt, når jeg dør.