"Jeg sad til bords med et par, der ville på pension, inden de fyldte 40..."

For noget tid siden sad jeg til bords med et par, der begge havde planer om at gå på pension, inden de fyldte 40. Vi taler ikke om førtidspension eller fortjent tilbagetrækning a la Arne, men om at have sparet op og skåret ned i sådan en grad, at de begge kunne kvitte deres højt betalte stillinger og således begynde at leve af frisk luft og friværdi 30 år før alle os andre.

Og de er langtfra de eneste, der drømmer om at stå af ræset på fuld tid, medierne er fyldt med historier om folk, der pensionerer sig selv i en alder, hvor nogle af os stadig forsøger at forstå, hvad pensionsrådgiveren taler om, når hun med bekymret mine fortæller, at vores pensionstal helst skal være højere end minus 17, når man er 42.

LÆS OGSÅ: "Som mand på 40+ er jeg nødt til at huske dette..."

Jeg har siden læst om Pernille og Daniel, der hver især investerede det meste af lønnen og nu er økonomisk uafhængige af arbejdsmarkedet, og om Jacob, der har levet for sølle 50.000 om året, hvilket omtrent svarer til det, vi bruger på at holde husstandens teenagere på nogenlunde
sikker afstand af sultedøden.

Den seneste tid har med rette fået mange af os til at tænke en ekstra gang eller to over, hvor meget vi vil give arbejdet lov til at fylde i vores liv, og jeg er helt med på, at det kan være en lidelse af bibelske proportioner at besidde et job. Ikke mindst hvis man ligefrem forventes at gøre det på nogenlunde fast basis og dermed hyppigt udsætter sig selv for mellemledere, MUS-samtaler, kageordninger, KPI’er, stress-symptomer, fuldautomatiske kaffeautomater, der aldrig virker, lange møder og alt for mange mails, PowerPoint-præsentationer, udviklingsseminarer, nedskæringer og et uendeligt rend af konsulenter i lyseblå skjorter, der løber rundt i de åbne kontorlandskaber og råber om ”onboarding” og ”brand-synergi”.

Mit eget arbejde, som jeg nu holder meget af, er gudhjælpemig begyndt at tilbyde os kondicykler og løbebånd i stedet for kontorstole, en effektiv måde at komme både overflødig vægt og ditto arbejdsglæde til livs på.

Så ja, at arbejde kan være en prøvelse, og der er absolut gode grunde til at spørge sig selv, om vi absolut skal gøre det i otte timer af dagen, indtil vi en dag kollapser i køen til en fuldautomatisk kaffemaskine, der alligevel aldrig virker. Men er løsningen virkelig at pensionere sig selv? Og hvad får man i det hele taget 37 timers ekstra fritid til at gå med hver uge resten af livet? Yoga og hjemmebag?

LÆS OGSÅ: "Vi har venner, der sælger hele lortet og flytter til Bornholm"

Enhver er jo herre over sin egen lykke, og jeg under ungdoms-pensionisterne et langt og lykkeligt otium, omend det jo nok ikke er uden grund, at undersøgelser viser, at de færreste af os ville sige vores job op, hvis vi vandt i lotto, samt at de lykkeligste lottomillionærer er dem, der holder fast i hverdagens rutiner.

Formue, frisk luft og fuglekvidder goes a long way, men jeg tvivler på, at jeg ville nå videre langt ind i min egen premature tredje alder, før kedsomheden og tomheden meldte sig, og jeg ville begynde at overveje, om det i virkeligheden ikke er sjovere at slide sig ned på kontoret end at kede sig ihjel i hængekøjen. Men den slags er jo også nemt nok at sige, når man har huset fyldt med teenagere, der ikke ligefrem bliver mætte af pasta, postevand og farmands drømme om tidlig pension.