Klumme: Hjælp, jeg er et klimapattebarn!

Jeg ville gerne være sådan en type, der har høns i haven, og som kun går i genbrugstøj og bruger menstruationskop. Én, der syr en smart mulepose af gammelt sengetøj og husker nettet, hver gang turen går til supermarkedet efter de allermest nødvendige øko-varer. 

Det er jeg bare ikke. Jeg er let at friste.

Styret af dødssynder som forfængelighed og grådighed elsker jeg at køre rundt i Bilka med en lastbilstor varevogn, der bugner af ti for 100 kroners tilbud. For ikke at tale om sjove hundebamser, der kan vrikke og synge tre julesange. Carpe diem, ikke? 

Og er der skrabeæg til halvdelen af prisen på de økologiske, gemmer jeg dem i vognen under noget spidskål. Jeg har mange børn, og det er rart at have råd til at servere blødkogte æg ad libitum lørdag morgen.

Jeg er desuden generation 1976 og fra arbejderklassen, hvor der var rationering på frikadeller: Én til hver!

Jeg har nydt udviklingen mod overflod. Jeg føler mig som en succes, når jeg kan lade frikadellerne regne ned over mine egne børn. Bevares. Jeg blander mange grøntsager i farsen – men det er mere for smagens end klimaets skyld, hvis jeg skal være ærlig.

Pointen er, at jeg godt kunne bruge en klimaværge.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenbergs opråb om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

En skrap type, der giver mig smæk med en bøjle, når jeg indimellem smider plastik i dagrenovationen, fordi jeg har alt for travlt til lige at sortere.

Og med kl. 17.30-stresssnask i mundvigene, tre gryder på komfuret og et uspecificeret antal familiemedlemmer, som jeg skal svare eller finde noget for, inden jeg skal til cirkeltræning, så tager jeg de lette, kortsigtede løsninger.

For jeg er som andre dødelige programmeret til kortsigtet overlevelse.

Det kender vi fra slankekure: Vi har ekstremt svært ved at nægte os selv noget, som først giver gevinst på længere sigt.

Kødet, en kingsize pose skumslik, den flotte, nye kjole og benzinbilen giver et lettere, mere behageligt liv lige nu. Det gavner først klimaet senere at tage sig selv i nakken. 

Flovt at indrømme, men jeg har helt ærligt brug for en voksen, der trækker mig i lommepengene, hvis jeg ikke er sød ved klimaet.

For eksempel var det først, da plastikposerne steg helt vildt, at jeg – simsalabim – blev så klimabevidst, at jeg nu for det meste husker mit eget stofnet. Et andet eksempel på, at jeg bliver "åh, så miljørigtig", når jeg kan mærke det på min økonomi, er tøjindkøb.

I en undersøgelse blev jeg forleden spurgt, hvorfor jeg køber brugt mærkevaretøj. Jeg var fristet til frelst at svare ”for klimaets skyld da!”. Nok er jeg et klimapattebarn, men i det mindste er jeg et ærligt ét af slagsen. Så jeg svarede i stedet, at det er dejligt at gøre noget for klimaet, men havde jeg millioner på bogen, ville jeg helt sikkert købe mit Ganni og Baum und Pferdgarten fra nyt.   

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Er der ingen håb, når der findes folk som mig? Det tror jeg ikke.

Altså medmindre teknologiske løsninger, såsom centrale, kommunale affaldssorteringsmaskiner, frelser Moder Jord fra os, der har et travlt liv og en evne til at finde på dumme undskyldninger. Eller os, der andre gange resignerer, fordi Kinas osende skorstene alligevel banker af sted 24-7.

Det ville også hjælpe, hvis jeg kunne downloade et program, der rensede min hjerne for det her årgang 1976-arbejderbarn-virus, der elsker at have råd til guf, dimser og bling.

Eller måske bare en selvtillids-app, så jeg ikke længere behøver materielle symboler som flot tøj for at opnå omverdenens anerkendelse.

Please giv det her klimapattebarn en form for værge!