Sine Gerstenberg fik en særlig mail fra sin overbo under corona-lockdown...

Det utænkelige skete. Hele verden blev sendt i skammekrogen.Ikke af en ond diktator, en dommedagsprofet eller en vanvittig videnskabsmand, der havde læst i sol, måne og stjerner, at vores forbrugsfest, rejselyst og gastronomiske nysgerrighed var ved at tage livet af os. Næh, det var såmænd vores alle sammens moder jord, der konstaterede, at vi ikke selv kunne tøjle vores hedonisme og grådighed, og derfor måtte vi nu blive sendt ind på vores værelser og tænke os godt om. 

Jeg har virkelig prøvet at tænke mig godt om. For selvom jeg har læst og lyttet til flere forstemte røster, der ikke mener, det er fair, rimeligt eller overhovedet muligt at skabe mening ud af coronakrisen, så har jeg valgt at prøve på det alligevel. Også til trods for, at det er en krise, der rammer os alle, men som ikke rammer os lige hårdt. Nogle dør for tidligt eller alene, nogle knokler for vores sundhed med livet som indsats, og nogle mister et helt livsværk fra den ene dag til den anden. Mens andre ”bare” mister udsigten til en lønstigning og en sommerferie sydpå.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Folk, der kender mig, ved, at jeg er en temmelig ukuelig optimist. Min næstældste bonusdatter siger, det er fordi, at jeg vædder i stjernetegn OG i ascendanten. Mine søskende vil måske mene, at det er fordi, jeg er det forkælede tredjebarn. Men selv optimister kan vakle, og da året startede med et ret så voldsomt wakeupcall, hvor jeg og min familie var fanget i skovbrandene i Australien, havde jeg svært ved at finde den glade vinkel på den tilværelsesform, vi alle forkælet har set som en nødvendighed. Faktisk følte jeg mig som en tosset hykler, fordi jeg gerne gav afkald på kød og biltransport, men fortsat fløj til den anden side af jorden for en ferie eller et møde, der godt kunne være sparet væk. 

Men den uventede krise plantede på forunderlig vis en stor portion håb i mig og overraskende mange, jeg har talt med. Hvis vi fra den ene dag til den anden kan være enige om, at vi skal passe på samfundets svageste, støtte de lokale og gøre, hvad vi kan for at genetablere en ny hverdag, hvad kan vi så ikke ændre på i forhold til den negative klimaudvikling, vi kun har ti år tilbage til at vende?

LÆS OGSÅ: Corona-krisen: Jeg føler lidt, at vi har taget 30-40 år på… alle sammen

Og mens en form for håb vågnede inde i mig, vågnede en anden form for optimisme i min inbox. Det var den i brevform. En medmenneskelighed, der insisterede på, at når vi ikke kan lade som om, at alt er, som det plejer, så er det også nu, at vi skal komme med de uforudsete håndsrækninger, tilkendegivelser, kærligheds­erklæringer. Der er ingen tid at spilde. 

Først var det vores ældre overboer, der i kærlig mindelighed startede en mailtråd for alle dem, de nød at møde på trappen i ejendommen, men som nu var forskansede i deres hjem. En efter en skrev folk fra fjerde sal, tredje, anden og første. Uanset alder, social status eller politisk overbevisning. Om bekymring og uvished, men også med tips om at læse Evliya Celebi’s ”An Ottoman Traveller” eller den nye med Margaret Atwood. Om at drikke et glas vin i karnappen inden middag eller handle tidligt i den store Føtex, der var ren og ryddelig fra morgenstunden. Pludselig lyttede vi mere til hinandens små input til livet i samme båd, end vi gjorde til de handlingslammende dommedagsprofetier. Pludselig ændrede vi alle hinandens udsyn fra skammekrogen. Og fremtiden så anderledes, optimistisk ud.