"I virkeligheden har mange en arbejds-persona og en fritids-persona"

Når man skriver klummer, der bliver udgivet længe efter, man har skrevet dem, så kan ting jo nå at forandre sig. Man er pludselig forelsket, forgældet eller forandret på anden måde. Eller præcis hvor man var før, og det er næsten det værste.

Ofte prøver jeg at skrive ud fra noget, der hæver sig bare en anelse over min egen navle, og som giver mening for andre at læse. Ellers var der ikke rigtigt grund til at skrive klummer. Men det er jo en balance; hvor meget af mig selv jeg kan bruge? Og hvor ægte er jeg? Når jeg hugger en hæl og klipper en tå for at passe ind?

LÆS OGSÅ: "Det kommer til at betyde utroligt meget for ligestilling i Danmark"

Når man som jeg er freelancer, er det en konstant dans at få lov til at bringe mig selv og mine evner derhen, hvor nogen vil give mig lov at skrive noget for penge. Jeg har mange chefer og målgrupper, og de er alle på udkig efter nogen, der løfter opgaven, som de havde tænkt sig — eller endnu bedre. Derfor prøver jeg konstant at finde lige præcis de dele af mig og mine evner, der giver mening. Og selvom jeg er mig selv hele vejen igennem, så er det klart, at det hele tiden er forskellige aspekter af mig, der er i spil. Det er aldrig hele pakken, jeg er kun helt ufiltreret, når jeg skriver fiktion. 

I virkeligheden har mange vel en arbejds-persona og en fritids-persona, en version af sig selv til hverdag og til fest? Vi ved godt, hvilke kolleger og hvilke chefer, der kan tåle lidt gas eller helst skal stryges lidt med hårene, eller også lærer vi det. Eller opfinder en helt ny måde at præsentere os selv på. 

For noget tid siden hyrede en af dem, jeg indimellem arbejder for, en ny skribent. Først var jeg lidt ærgerlig; jeg ville godt have været i spil til den tjans og vidste ikke, at der havde været en ledig plads. Men nu kan jeg se, hvad vedkommende har kørende for sig, og hvad jeg har lidt sværere ved. Hele tastaturet blev spillet for galleriet og op til læserne. Muligvis er vedkommende slet ikke så spids og polemisk som sin pen, men det var tydeligt for mig, hvor mange af de skrevne ord og ramsaltede holdninger, der mest handlede om at bevise noget over for nogle andre: Se mig, jeg passer ind!

LÆS OGSÅ: "Mine venner er begyndt at tale om skilsmisser på samme måde som tandlægebesøg og tarmskyldninger"

Så fordampede mit stik af ærgrelse, og jeg skammede mig lidt. Ikke så meget over misundelsen, som jo kan være en glimrende igangsætter i forhold til at tage sig lidt sammen og ændre det, man gerne vil forbedre. Men over alle de gange, jeg uden at tænke mig om eller bremse mig selv har tilpasset mig lidt for meget i stedet for at stå lidt mere fast. 

Hele det her corona-fis har på alle måder været hårdt for mig, men har også betydet, at jeg fik et tiltrængt hvil fra at prøve at regne ud, hvad mine mange chefer gerne ville have ud af mig. En pause fra at prøve at sælge mine ord. Jeg er nødt til at tænke på, hvad jeg gerne vil bidrage med og hvordan. At insistere på, at min måde at gøre tingene på faktisk ikke bare er god nok, men også noget særligt. Og ellers må man ringe til en anden.