Karen Ellemann: "I lang tid nægtede jeg at tale om politik"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Søllerød Park blok 7, som var et lejlighedskompleks, hvor jeg boede med min mor og min storebror i en treværelses lejlighed. Det var trygt og stabilt, men jeg var også meget på egen hånd. Min mor havde fuldtidsjob og var enlig mor, så da jeg startede i børnehaveklasse, var det med en nøgle om halsen, så jeg selv kunne tage hjem efter skole.

LÆS OGSÅ: BS interviewer Mette Frederiksen: "En skilsmisse er jo en genstart af et liv"

– Derudover var vi et rigtigt lille trekløver, som skulle få hverdagen til at lykkes, og det var vi gode til. Jeg var en korthåret drengepige, der elskede at køre cross på skrammellegepladsen. Jeg havde hul på knæet og græs på buskerne. Jeg har stadig kontakt til min gamle underbo, som kom fra et meget mere lyserødt hjem med faste frokosttider. Hun var så misundelig på, hvordan jeg bare selv kunne hente en klapsammenmad og lege videre. Men der var stor selvstændighed i min barndom.

– Mine forældre var blevet skilt, da jeg var to år, så jeg voksede ikke op med min far, for dengang praktiserede man ikke deleordninger. Min far (tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, red.) var ikke til stede i min hverdag, til gengæld var far og Alice (hans anden kone, red.) sindssygt gode til at gøre en indsats for, at alle deres børn havde en god relation indbyrdes. Det betød, at vi holdt fælles sommerferier, men min far har aldrig stået for madpakkerne. Han viede sit liv til politik. I dag oplever jeg, at vi politikere insisterer på at have en grad af balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Din levevej?

– Jeg er godt opdraget af begge mine forældre til at klare mig selv. Da jeg var yngre og ønskede mig et par helt særlige sejlersko, så var det op til mig selv at tjene penge til at kunne købe dem. Derfor startede jeg som reklamebud i lokalområdet. Mit valg af levevej kom til at handle meget om ønsker og om at nå mål. Det kan lyde materialistisk, men det var sådan, det startede. Derudover kan jeg ikke forestille mig ikke at gøre nytte og bidrage. Jeg havde en god lærer i skolen, så jeg overvejede at blive folkeskolelærer, ligesom jeg også overvejede skuespiller.

– Da jeg stod med studenterhuen på, var der ingen af mine forældre, der spurgte hvilken uddannelse, jeg ville vælge, så det var først som 30-årig, jeg begyndte at læse til lærer. Indtil da havde jeg mange forskellige jobs, og jeg har derfor et ret vildt CV i dag. Da jeg lige var blevet student, bladrede jeg en dag i et Spies-katalog og så en annonce for at blive guide. Jeg sparede sammen, så jeg samme efterår kunne tage med 250 andre unge håbefulde mennesker på guideskole på Mallorca.

LÆS OGSÅ: Marie Brixtofte: "Jeg fik først min far tilbage, da han døde"

– Jeg var en af de få, de ansatte bagefter. Vi lærte faktisk meget med substans på guideskolen for eksempel førstehjælp, psykologi, kommunikation og mikrofonteknik. Især det sidste har jeg haft meget gavn af sidenhen som politiker, ha-ha. Jeg var guide i to sæsoner, inden jeg vendte hjem og arbejdede på radiostationen The Voice, og senere blev jeg både direktør for et modelbureau og i biografen Dagmar.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, det gjorde jeg meget alvorligt, da mine børn var små. Det var på min datters 4-års fødselsdag, at jeg kollapsede på gulvet. Jeg røg på hospitalet, med hvad de troede var en hjerneblødning. Jeg lå længe på hospitalet, og var mange måneder om at komme mig. Dengang var jeg selvstændig erhvervsdrivende og levede af at lave boligreportager til blade og aviser.

– Vi havde to børn og to karrierer, og så lå jeg der pludseligt BANG! Jeg lærte på den hårde måde at se den gule lampe lyse – inden den røde. Men jeg øver mig stadig på selv-ledelse. Jeg er god til at sige ja til alting, men det betyder, at jeg også skal sige nej til noget. Planlægning, nattesøvn og god mad er min måde at undgå, at det sker igen.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Indtil jeg var 36 år, var jeg overbevist om, at jeg aldrig skulle være politiker. Jeg drømte om alt andet, men jeg blev hele tiden konfronteret med, hvad min far, min farfar og selv min oldefar, som var sognerådsformand, sagde og gjorde. Det var for meget for mig, og i lang tid nægtede jeg at tale politik. Men da jeg satte børn i verden i 1998 og 1999, boede vi i København.

– Vi havde begge fuldtidsjob og var afhængige af daginstitutioner. Men den kommunale service var alt for ringe. Det gjorde mig kamplysten og fik mit blod til at rulle. Da vi flyttede kommune, oplevede jeg en kæmpe forskel, og der tænkte jeg: ”Hold kæft hvor betyder politisk ledelse meget.” Der meldte jeg mig ind i Venstre, selv om det var en stor mundfuld for mig at betale kontingent til et politisk parti. Jeg havde virkelig mine forbehold.

– I 2005 ringede borgmesteren og spurgte, om jeg ville stille op til kommunalvalget. Min far sagde: ”Åh nej”. Det er jo ikke en hyggebranche, jeg var på vej ind i. Det er en barsk metier, og det vidste han. Andre i familien sagde: ”Endelig, det har vi altid vidst”. Men det var sagen om vores velfærdssamfund, der tændte kontakten hos mig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg oplever det mest som en enorm interesse for os folkevalgte. Der er mange tusinde mennesker, der har stemt på mig, og jeg kan faktisk rigtig godt lide at møde vælgerne. Jeg bliver inspireret og oprigtigt interesseret, når folk stopper mig og har noget på hjerte. Det er et fåtal af gange, jeg har fået en spegepølse kastet efter mig i et supermarked. Men det er sket.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Mine børn har den direkte vej, men derudover er jeg – som så mange andre – på anden runde ægteskab. Vi havde faktisk 8-års bryllupsdag i går, og han er virkelig min soulmate. Vi mødtes hos fælles bekendte, og noget af det første, vi talte om, var, om vi havde børn i lige eller ulige uger. Derudover kunne jeg konstatere, at hans efternavn startede med K, ligesom min eksmands gjorde, hvilket betød, at jeg kunne beholde mine initialer, når jeg blev gift med ham. Jeg kunne godt komme med en sød historie om, hvor dejlig han er, og hvor godt han ser ud, men jeg er så skide effektiv og praktisk, ha-ha!

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Rigtig mange pile peger på min mand, men jeg har også gode samtaler med min lillebror (politiker Jakob Ellemann-Jensen, red.), som også er røget i politikergryden. Vi taler om alt – også om politik. Men vi er nok nærmere hinandens vejledere. Og så har jeg en kæmpe gave i en stor flok veninder. Vi er 14 veninder i hønsegården, og vi er helt forskellige steder i livet, i forskellige brancher og geografisk spredt. Jeg har også en mindre flok veninder, som går helt tilbage til gymnasietiden. Vi indbetaler hver måned 200 kroner på en venindekonto, og så sparer vi op til at lave noget sammen. Vi skal til Sverige næste gang.

LÆS OGSÅ: Thyra Frank: Jeg blev kaldt "dum", "doven" og "tyk"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Min mand plejer at sige: ”Her i huset er det mig, der træffer alle de store beslutninger, men dem har der heldigvis ikke været nogen af endnu”. Vi har i mange år været to hårdtarbejdende mennesker med fire hjemmeboende teenagere tilsammen. Man er nødt til at organisere tingene. Hvis du spørger mine børn, vil de sige, at jeg er irriterende struktureret. Min mand er heldigvis god til at sige: ”Det her tager jeg mig af, og nu holder du fri”. Det er jo derfor, han har mit hjerte.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ind i 50’erne. Det betyder også, at mine forældre er ved at blive gamle med de skavanker, der følger med. I mange år har vi været ligeværdige, men pludselig kan jeg mærke et større ansvar på godt og ondt. Derudover er mine børn – mine to egne og mine to bonusbørn – ved at flytte hjemmefra. Det er et fantastisk tidspunkt for mig, for der er udvikling omkring mig. Uhh, jeg kan godt mærke, at jeg er et meget positivt menneske, men jeg synes, livet er fedt.