Kære brevkasse: Jeg føler mig forfulgt i mit eget hjem

Hjemmets brevkasse

Efter tre år, hvor jeg har været stavnsbundet i mit hus, er det endelig lykkedes mig at sælge det, og jeg er flyttet i en dejlig lejelejlighed med en skøn, lille altan.

Jeg var så glad, da jeg flyttede ind i min nye bolig, men allerede på indflytningsdagen kom min nye underbo op og beklagede sig over, at vi larmede, mens flyttefolkene slæbte mine ting op ad trappen.

Et par dage senere var det så min parkering, der gav hende anledning til at komme op og beklage sig, fordi jeg tilsyneladende holdt på „hendes plads", selvom der ikke er privat parkering.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vores søn nægter at flytte hjemmefra

Og inden der var gået en uge, havde hun klaget til beboerformanden, fordi jeg havde brugt fællesvaskeriet og glemt at tømme støvfilteret i tørretumbleren. Jeg har naturligvis undskyldt mange gange for sidstnævnte, mens beboerformanden fortæller, at min underbo altid brokker og beklager sig, så hun synes ikke, jeg skal tage mig af det overhovedet.

Jeg tænker jo bare, at jeg gerne vil lukke ned for hende, før det griber om sig, men ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an? Jeg orker ikke at have hende hængende over ryggen på mig, hver gang jeg gør et eller andet, og jeg er ikke typen, der selv render rundt og klager.

Måske er det bare mig, der har fået et kulturchok over at flytte fra egen bolig til socialt boligbyggeri, men jeg er allerede begyndt at overveje, om jeg skal se mig om efter noget andet at bo i. Dog orker jeg ikke en flytning mere lige nu, så hvis du har en god idé, tager jeg imod den med kyshånd.

Vibeke Dorph svarer

Din underbo lyder da godt nok også som en ordentlig mundfuld, men var jeg dig, ville jeg trække vejret dybt og være tålmodig.

For hun er sikkert blot endnu en af den slags sørgelige kværulanttyper, der findes lovlig mange af rundt omkring i landets opgange. Typer, der har alt for lidt at se til i deres eget liv og derfor har alt for megen tid til at gå op i deres naboers gøren og laden og også er lidt for glade for at gøre livet surt for andre.
Jeg har selv haft „fornøjelsen" et par gange i mit liv, og ja, det er først ganske skræmmende at møde sådan en voldsom størrelse, der tror, at han/hun ejer hele opgangen, men med tiden bliver det bare trættende, indtil man så vænner sig til dem og lærer at vende det døve øre til.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Jeg føler mig holdt udenfor

Gør man det – altså vender det døve øre til – så falder den slags mennesker ofte også lidt ned, for så er der jo ingen, de kan slås med. Så slap af og ignorer. Det lyder jo også heldigvis, som om din beboerformand udmærket er klar over, hvem der er problemet her.

Var jeg dig, ville jeg derfor lade mig inspirere af hendes lidt trætte og gabende attitude over for din hysteriske underbo. For ignorerer du hendes brok længe nok, skal hun også nok falde lidt ned.