Kære brevkasse: Min drømmealtan er endt som et mareridt

Hjemmets brevkasse

For et par år siden blev det besluttet, at vi skulle have altaner i den andelsboligforening, hvor jeg bor. Altanerne stod så færdige i det tidlige forår i år.

Jeg var i starten lykkelig for min nye altan. Jeg nød virkelig, at jeg kunne få jord under neglene igen og sidde derude og sole mig eller slappe af i skyggen med min frokost eller aftensmad.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Jeg er blevet bange for at møde kærligheden

Det ændrede sig desværre, og det skyldtes min underbo, en enlig mor, og især hendes tre store børn. Vi har ellers haft det fint sammen, selvom der har været et par episoder i årenes løb. Bl.a. på grund af fester, og fordi de bruge køkkentrappen som rygerum og ikke fjernede deres cigaretskod.

Nu har de tre teenagebørn indtaget altanen, ja, de bor stort set derude, fra efter skoletid til sen aften. For det meste ligger de derude med deres venner og hører musik og snakker, mens deres larm blandet med cigaretrøgen stiger op på min altan og ind i mit køkken og soveværelse. Når jeg ligger i min seng, kan jeg stort set høre alt, hvad de taler om – hvis ikke deres snak bliver overdøvet af musikken.

Det er ved at drive mig til vanvid. Moderen arbejder tit om aftenen, så hun er ikke hjemme, men jeg har et par gange konfronteret de unge. Her har de bare kigget undrende på mig, en gang fik jeg endda en flabet kommentar om, at nu havde jeg brokket mig over, at de røg i opgangen, så kunne jeg da ikke tillade mig også at brokke mig over, at de røg på altanen.

Selvom det nu er sommer, er det ikke noget, jeg mærker noget til, fordi jeg må holde døre og vinduer lukkede for at slippe for røg og larm. Det er lige før, at jeg savner tiden, før vi fik altaner, for jeg er stresset og udmattet. Håber du kan hjælpe mig?

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Kan jeg tillade mig at "slå op" med min veninde?

Vibeke Dorph svarer

Det er da ikke særligt rart for dig at skulle sidde indendørs og for lukkede vinduer, når nu det er sommer. Jeg synes derfor, at du skal få gjort noget ved problemet, men før du gør det, så husk på, at I alle skal være der – det gælder også de unge mennesker.

Jeg skriver det til dig, fordi jeg synes, mange mennesker har fået en uheldig tendens til at ville have tingene præcis på deres måde, det er, som om kompromiset ikke længere er noget, vi ser som en fin og fornem kunst, der måske ikke kan gøre os personligt 100 % tilfredse, men til gengæld resulterer i, at vi alle kan være her.

Problemer løses nu engang bedst, hvis man lader være med at blæse dem op. Jeg ville jeg derfor starte med venligt at invitere de unge mennesker og deres mor op til en kop kaffe. Fortæl om røggenerne, larmen og den alt for høje musik, der forhindrer dig i at nyde din altan.

Ved at gøre det, afliver du dig selv som hende den „sure kælling" ovenpå og forvandler dig i stedet til at være et ganske almindeligt, let ulykkeligt menneske, dine underboer sikkert vil gøre meget for at gøre glad igen.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hvorfor kan jeg ikke forlige mig med min elskede mors død?

Prøv så at se, om I kan tale jer frem til nogle aftaler. Musik på altanen kunne med rimelighed helt afskaffes, cigaretrøgen begrænses, og I kan da nok også nå frem til en aftale om, at selskabeligheden rykker indenfor på et bestemt tidspunkt på dagen.

Det er ikke sikkert, at du får det præcis, som du godt kunne tænke dig, men I må kunne finde frem til en løsning, hvor også du får mulighed for at være der. Stiller de unge sig helt på bagbenene, eller overholder de ikke jeres aftaler, synes jeg, det er helt fair, hvis du går til bestyrelsen og spørger, om I ikke kan få lavet nogle faste, fælles altanregler.

De fleste ejendomme har jo i forvejen regler for, hvordan man gebærder sig indendørs, så mon ikke også, det kan lykkes jer at blive enige om, hvordan I opfører jer udendørs, så alle får mulighed for at nyde sommeren på de nye altaner.