Kære brevkasse: Hvad stiller jeg op med min kedelige mand?

Hjemmets brevkasse 

Jeg er en kvinde, der er gift med en mand, som jeg har en nu snart voksen søn med. Selv har jeg en datter fra et tidligere forhold. Hende fik jeg som meget ung, desværre med en mand, der viste sig at være både utro og uberegnelig.

Min datter og jeg havde nogle hårde år, indtil jeg mødte min nuværende mand. Han viste sig at være alt det, min eksmand ikke var. Sød, trofast, ordholdende, og der faldt i den grad ro over vores liv, da vi flyttede sammen, og han tog min datter til sig som sin egen.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min veninde taler grimt om indvandrere. Skal jeg sige min mening eller bare holde mund?

Min mand og jeg har altid haft det godt sammen, men vi er også meget forskellige. Han er ikke særlig social og har det godt med bare at være herhjemme, mens jeg har brug for at komme ud og se mennesker. Det har han ladet mig gøre, men det har så betydet, at vi ikke har haft ret meget andet tilfælles end vores børn.

At vi ikke har så meget tilfælles, står desværre malende klart, nu da min datter er flyttet hjemmefra, og vores søn er begyndt at leve sit eget liv. Groft sagt keder jeg mig i hans selskab, mens han stadig lader til at have nok i sit arbejde. Jeg er i begyndelsen af 50'erne og kan næsten ikke klare tanken om, at vores ægteskab skal fortsætte på den måde. Når jeg prøver at tale med ham om det, kan han slet ikke se problemet. Kan du hjælpe?

Vibeke Dorph svarer

Du og din mand har haft en masse år sammen, hvor jeres børn har været i centrum for jeres forhold, nu er de på vej væk og ud for at stable deres eget liv på benene. Det er jo sådan, det skal være for dem, men det efterlader så et tomrum i jeres liv.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vores overbo har forvandlet vores liv til et helvede

Og det er så her, at de forskelle imellem jer, som ikke fyldte særligt meget i jeres travle dagligdag, begynder at træde frem. Der er også her, irritationerne, tomheden, og „hvad gør vi nu-heden" bryder ud. Og ja, en hel del føler sig her fristet til at kaste håndklædet i ringen og starte forfra for sig selv.

Det kan da også være den eneste rigtige ting at gøre, men jeg bryder mig nu egentlig ikke om den der medmenneskelige brug og smid væk-attitude. Ovenikøbet viser det sig ofte, at en skilsmisse ikke løser noget som helst, for tomheden og ensomheden står såmænd tålmodigt og venter på én, lige meget hvor man løber hen.

Derfor vil mit råd til dig være, at du starter med at droppe din idé om, at alt vil løse sig, hvis bare du slipper for din „kedelige mand". Find dig i stedet i, at tingene lige nu er en blanding af meget forvirrende og ret så kedeligt, for sådan er det, når man står midt i en livsændring. Tænk i stedet på, hvad du selv vil med dit liv, nu I har så meget tid. Tal også med din mand, men på en langt mere konstruktiv facon.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min veninde vælger mig altid fra, og det gør mig ked af det

Det er lidt forkælet bare at beklage sig og være negativ, det kommer der intet godt ud af, og det har en god mand som ham da slet ikke fortjent. Tal i stedet jeres liv op og lad så være med at have for travlt. De fleste ender jo med at få en dejlig tilværelse uden hjemmeboende børn, så mon ikke, det også skulle gælde for jer.