Hannah Løffler
SPONSORERET indhold

Hannah Løffler: "Social Zoo var slet ikke en god forretning for os personligt de første par år"

Iværksætteren Hannah Løffler kendte intet til fænomenet influencere, før hun mødte en af de største af slagsen, Pernille Teisbæk. I dag står de sammen bag det succesfulde bureau Social Zoo, som bl.a. repræsenterer Emili Sindlev og Jeanette Friis Madsen. Her er 6 højdepunkter fra hendes karriere.

Af: Stinne Kaasgaard Foto: Dennis Morton
29. nov. 2019 | Livsstil | Eurowoman

1. Mødet med mentoren

– Jeg var 18 år, da jeg begyndte at arbejde for Malene Lei Raben, der fik skelsættende betydning for min karriere. Hun er mor til mine tvillingesøstres veninde og var COO og jurist i tv-produktionsselskabet BLU. Jeg blev hendes PA og siden publikumskoordinator på live-produktioner som Scenen er din og Idols. Jeg har aldrig haft en drøm om at lave tv, men Malene lærte mig virkelig meget, og hun er stadig den, jeg ringer til, hvis jeg har brug for et godt råd.

LÆS OGSÅ: Anna Malzer: "Jeg er aldrig blevet pacet til noget som helst. Det handlede om at lave det, jeg var god til"

2. Sprang ud som selvstændig

– Efter mange år i tv-branchen kunne jeg mærke, at jeg var færdig med den. Jeg startede mit første firma med min veninde Johanna. Vi havde ingen plan, og når jeg tænker tilbage, tror jeg, det var sundt, at vi startede med et åbent sind. Vi ville gerne udvikle tv-formater til DR og TV 2, og vi pitchede den ene idé efter den anden og var overraskede over, at nogen overhovedet lyttede til os.

3. Påskefrokost med Pernille Teisbæk

– Jeg nåede kun at have firma i få måneder, inden jeg i 2013 mødte Pernille Teisbæk til en påskefrokost med fælles venner. Jeg kendte ikke andet til hende, end at jeg havde set hende i Go’morgen Danmark, hvor hun stylede tøj. Jeg havde stort set ingen relation til modebranchen, men hun var enormt passioneret og spurgte mig kort tid efter, om jeg ville være hendes agent. Vores samarbejde tog hurtigt fart. Det var baseret på en enorm tillid til, at hun havde styr på sin del af biksen, og jeg havde styr på min.

4. Opstart og babyboom

– Der kom hurtigt mange henvendelser både fra udlandet og fra danske brands, men mange af dem passede ikke ind i Pernilles brand. Samtidig blev jeg kontaktet af en række danske profiler, som gerne ville have mig til at repræsentere dem, og derfor fik vi ideen til at starte et bureau, som kunne forene de to ting. Vi havde opbygget en økonomi omkring Pernilles brand, som gjorde, at vi begge kunne leve af det. Det var en forudsætning, fordi vi begge begyndte at stifte familie. Vi har begge haft små børn i de år, vi har haft Social Zoo og har aldrig rigtig holdt barsel, så jeg blev rigtig god til at skrive mails med den ene hånd og skubbe barnevognen med den anden.

LÆS OGSÅ: Tania Asbæk: "Jeg har en fornemmelse af, at mange tænker, at jeg er kommet nemt til det"

5. Den første ansatte

– Da Pernille blev gravid første gang, blev vi enige om, at der skulle ske noget. Vi fik mange spændende opgaver ind, og vi havde brug for at opruste vores virksomhed. Helt tilfældigt fik jeg en mail fra en kvinde, der hedder Barbara Saouma, som spurgte, om vi skulle drikke en kop kaffe. Hun havde dengang været seks år hos bloggernetværket Bloggers Delight og havde et kæmpe netværk og viden om at samarbejde med den danske reklamebranche og mediebureauerne, hvor jeg mest havde erfaringer med udenlandske kunder. Kort efter tilbød vi hende en andel af vores firma, og hun har vist sig at være en uundværlig sparringspartner i Social Zoo. Jeg tror meget på mavefornemmelse. Nogle gange er du bare nødt til at mødes med nogle mennesker, som du ikke har en plan med. Det betød selvfølgelig også, at vi måtte ofre en stor del af vores egen løn i en periode. Social Zoo var slet ikke en god forretning for os personligt de første par år, men det var det helt rigtige at investere i dygtige mennesker.

6. Anerkendelsen

– Sidste år blev jeg kontaktet af CBS, som bad mig komme ud og holde foredrag for de studerende på den linje, jeg selv har gået på. Det var bare en kæmpe anerkendelse, at nogen har lyst til at høre min historie, og jeg er stolt af, at de synes, at det, jeg har været med til at bygge op, er interessant. Jeg fik at vide, at der aldrig havde været så mange spørgsmål til et foredrag før, og jeg tror, det er, fordi influencer-marketing er så nyt. Vi har været med til at forme den her branche i Danmark. Vi har rigtig meget viden, som du ikke kan hente i fagbøger og tror på, at der er enormt meget udviklingspotentiale inden for det, vi laver.

Anbefalet til dig