Ryd op
SPONSORERET indhold

6 gode råd til at rydde op i dine ting og forenkle dit liv

Vi klamrer os til ting, som skulle vi leve for evigt. Men det skal ingen. Så hvorfor ikke rydde ud og forenkle det liv, der er tilbage? Lone Bastholm har netop oversat den svenske bestseller Fru Magnusson rydder op! Få hendes bedste råd her.

Af: Susanne Cordes Foto: Stockbillede, Getty Images
12. jan. 2018 | Livsstil | Hendes Verden

En aften sad Lone Bastholm med de yngre mennesker i sin familie samlet omkring middagsbordet. Hun foreslog, at de talte om, hvad der skal ske med hendes ting, når hun en dag ikke er her mere. Der opstod en mærkelig stemning omkring bordet. For hvem har lyst til at tale om døden og dens konsekvenser?

For Lone Bastholm er det ikke et tabu, at livet en dag slutter, og at ens indbo skal leve videre et andet sted. Hun har netop oversat den svenske bestseller Fru Magnusson rydder op! af Margareta Magnusson, som er en sjov og lun guide til at rydde op i alt det, man har samlet til hobe gennem et langt liv – mens man stadig kan. En filosofi, Lone Bastholm selv har efterlevet i mange år, blandt andet gennem flere flytninger til sin nuværende treværelses lejlighed.

Lone Bastholm er 83 år og arbejder i dag som oversætter.

Få ting betyder noget

– Nogle synes, det er dystert at tale om, hvad der skal ske med deres ting, efter at de er døde, men det er det ikke, lægger Lone Bastholm ud.

– Vi er ikke vant til at betragte døden som en del af livet, og det kan jeg egentlig godt forstå. Men jeg kan ikke forstå, at man ikke har lyst til at beskæftige sig med den proces, man er inde i, når man bliver ældre.

Vi sidder i Lones hyggelige stue, der er fyldt med minder fra et langt liv. Grønlandsk kunst på væggene fortæller om familiens tilknytning til Grønland, hvor Lone blev født for 83 år siden. Bøgerne i den store reol vidner om en lang årrække i dansk kulturliv som blandt andet skuespilchef på Det Kongelige Teater, kulturråd ved Den danske ambassade i Paris og kulturredaktør for TV2. Netop bøgerne og kunsten betyder meget for hende og er ting, hun ikke vil af med. Men generelt synes hun, at vi knytter os for meget til ting.

– Vi har ofte langt mere, end vi behøver, fastslår hun.

– Mange har svært ved at skille sig af med ting, selv om de ikke bruger dem længere. Vi har så meget identitet og social status bundet op på de ting, vi ejer. Vi er bange for at miste os selv og blive set som nogen, det er gået ned ad bakke for, hvis vi ikke har alle de ting.

Men ifølge Lone Bastholm mister man ikke sin identitet, fordi man flytter i en treværelses lejlighed. Den, identiteten, ligger et helt andet sted, slår hun fast og fortsætter:

– Det er også en del af en erkendelsesproces. Man erkender, at man en dag inden for en overskuelig årrække ikke er her mere. Dermed ikke sagt, at man skal tro, at man dør i overmorgen. Det ville være ulykkeligt. Men bare en erkendelse af, at nu er man rykket nærmere, forklarer hun.

Tingene lever videre

Selv har Lone Bastholm fundet en glæde i at forære sine ting væk gennem de senere år. Et smukt skrivebord i egetræ, som Lone selv har arvet fra sin far, gik til en nevø, der flyttede i hus og fik plads. På den måde kan hun se, hvordan mange af de ting, hun skiller sig af med, lever videre i familien og bliver værdsat.

– Jeg kan godt lide tanken om, at noget, der kan bruges gennem generationer, netop bliver givet videre til kommende generationer, siger hun.

– Selvfølgelig er der også noget egoistisk i det, for det er også en måde at blive husket på. Men mest af alt er det en måde at give familiehistorien videre på.
Et sæt smukke fade fra hendes eget køkken blev for nylig til bryllupsgaven til et ungt par, hun kender. Og en ung grandnevø, der interesserer sig for litteratur, kommer tit forbi og forsyner sig fra Lones righoldige bogreoler. Så taler de om det, han læser.

Det er det, Lone Bastholm kalder for "langsom oprydning" – modsat den type oprydning, hun foretog, da hun flyttede fra sit hus og ind i den nuværende lejlighed og ryddede ud med mere hård hånd.

– Det handler om at tage hver enkelt ting frem og betragte den. Er det en ting, du har glæde af? Vil du savne den? Forklarer hun.

– Ofte finder du ud af, at den egentlig ikke har værdi for det liv, du skal til at leve. Fru Magnusson skriver så fint i bogen, at oprydningen også handler om at lette den tilværelse, man går ind i som ældre.

De ting, Lone Bastholm omgiver sig med nu, er derfor alle nøje udvalgte. De har en brugsværdi, eller de betyder noget for hende som menneske. Hun er nået dertil, hvor hun ikke kan rydde mere ud.

– Jeg ville få svært ved at rydde gennemgribende op én gang til for at flytte til noget mindre. Det vil jeg nødig. Det, jeg omgiver mig med nu, er ting, der betyder noget for mig. Minder, jeg vil bevare.

Anbefalet til dig