Ditte Hansen bliver til "Ditlev" i ny film: Her er det vigtigste, jeg lærte som "mand"

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen undersøger Tinder: ”Myten om den forråede mand, der knepper og skrider, er svær at kombinere med de mænd, jeg mødte”

Louise: – Det plejede at være en karrieredræber at sige, at man var feminist, men det har flyttet sig: Vi begyndte at vove at sige ja, når vi blev spurgt, om vi var feminister, og i begyndelsen løb vi væk og håbede, de ikke spurgte mere ind til det. Men nu har vi pludselig fundet en masse søstre, der også er det.

Ditte: – Der er kommet en kæmpestrømning – især fra USA, hvor de er længere fremme med at tale om det, i hvert fald i den kunstneriske verden.

Små taljer og små kusser

Med sine 184 centimeter falder det let for Ditte Hansen at bringe Ditlev til live. Med et påklistret rødt fuldskæg og en sok i buksen.

Ditte: – Mange mennesker omkring os var i tvivl, om det kunne lade sig gøre. Men vi har jo alle sammen en feminin og en maskulin side, og på trods af at jeg er heteroseksuel og er gift med min mand på 25. år, så oplever jeg, at jeg har det her i mig, og derudover er jeg udstyret med en krop, der kan det. Jeg har et ansigt, der er stort, og en krop, der er stor. Hvis Louise tager mandetøj på, så ligner hun en lille dreng, men jeg kan faktisk ligne en mand – og jeg har den her længsel efter at få lov at fylde dét, jeg fylder.

Louise: – Ja, det har du altid talt om...

Ditte: – Ja, for jeg er næsten to meter høj, og jeg har altid kæmpet for at få lov til at fylde alt det, jeg fylder, og samtidig være en kvinde. Jeg har altid været den højeste af alle kvinder, jeg mødte, og vi har jo en konvention i vores verden om, at kvinder skal fylde så lidt som muligt; vi skal have små hænder og små fødder og små taljer og små kusser, det hele skal være så småt, og det er jeg ikke. Og vi skal heller ikke larme for meget eller grine for meget. Man må heller ikke danse igennem, tale højt eller have sine meninger, så fylder man for meget.

Louise: – Ja, man har hele tiden et blik på sig selv udefra, så man passer på, at man ikke tager for meget plads. Men når man laver humor, så larmer man. Så har man det med at droppe forfængeligheden. Derfor kan vi have et impact på lige præcis den her kontekst. Humor er vores ting, og hvis du skal være rigtigt sjov, kan du ikke være vogter. Du kan ikke have det blik udefra, hvor du hele tiden holder igen, for så bliver det faktisk ikke sjovt.

Foto: Les Kaner.

Ditlev er en flot fyr med et veltrimmet rødt fuldskæg. Han går på en drævende maskulin måde, han sidder med spredte ben, og så har han et andet blik.

Ditte: – Det vigtigste, jeg lærte, var det med øjenkontakten, som er så vigtig en ting i tilstedeværelsen med andre mennesker. Kvinder er tilbøjelige til at slå blikket ned, men mænd holder blikket og håndtrykket. Det er jo i virkeligheden gode ting, men det kan virke ret overvældende, hvis man er kvinde. Hvis man som kvinde kigger sådan på en mand, så tror han, du vil noget. Vi har lært, at de skal være de udfarende, ellers er vi sådan nogle ludere. Har I nogensinde prøvet at gå ned ad Strøget og kigge folk i øjnene? Det er voldsomt.

De kalder filmen for en undersøgelse af, hvad det er, mændene gør.

Ditte: – Vi forsker for eksempel i det seksuelle; hvorfor Ditlev er en bedre mand, fordi han er en kvinde. Køn interesserer os, så det er spændende at kunne tage sådan et greb, hvor vi kigger ind igennem nøglehullet til mændenes omklædningsrum.

I filmen bruger Ditlev alt det, han ved om "det modsatte køn", effektivt. Han har for eksempel en særlig evne til at tilfredsstille kvinder. Han excellerer i tålmodige "håndjob" med orgasme-garanti.

Ditte: – Vi portrætterer sex set fra kvindens synspunkt. Hendes orgasme er i fokus og det, at det også er verbalt at have sex, at det handler om, hvad vi siger til hinanden. Og klitoris! Igen og igen har vi set, at sex på film er nogle, der bumper og stønner, og det tager 10 sekunder.

Louise: – Hvorefter man kommer samtidig! Og det synes vi faktisk er temmelig undergravende i forhold til kvinders egen følelse af, at så er man nok forkert, hvis man ikke har et G-punkt eller ikke kan komme samtidig.

Ditte: – Det er stadig underfortalt, hvad vi kvinder tænder på, så det prøver vi at gøre tydeligt og sætte ord på.

Louise: – Vi havde en casting, hvor vi skulle finde nogle af de kvinder, som Ditlev skulle have med at gøre. Jeg blev enormt rørt, fordi under castingen, hvor Ditte – eller Ditlev – skulle give et håndjob, begynder de at have en samtale "er det godt, det her? Prøv at lukke øjnene, prøv at tænke på noget frækt", der var bare en enormt øm dialog, der blev ved, og som var så fin og både rørende og liderlig på samme tid. Jeg var bare sådan "yes, vi har fat i noget her", noget som jeg ikke syntes, jeg havde set før.

Undervejs har de også udforsket andre forskelle på kvinder og mænd: I filmen bliver Ditlev kollega og ven med Anders W. Berthelsen (som spiller sig selv) og bliver hurtigt lukket ind i de mandlige skuespilleres fælleskab.

Louise: – Det er bare med det samme sådan "Vi har hørt, du er fed, velkommen i klubben". Mere skal der ikke til, de hjælper hinanden. Det kan vi lære af. Mændene har luret, at det kan betale sig at støtte hinanden.

Foto: Les Kaner.

Ditte: – Vi gider ikke den der frase "kvinde er kvinde værst", men vi kan godt blive bedre til at hjælpe hinanden frem. Ved at huske at fremhæve sine søstre og sine kvindelige medarbejdere. Huske at rose og nævne kvindelige præstationer, man sætter pris på. Ved at have opmærksomhed på andre kvinder og sige det højt, hvis man synes, andre kvinder gør det godt. Det er desværre ikke en selvfølge. Vi er lidt hårdere ved os selv og ved hinanden.

Ditte og Louise har lavet komik sammen i 12 år og givet os mange øjeblikke, der i bund og grund alle har samme pointe. De vil have lov til at være her, som de er.

Nogle husker måske deres optræden ved Zulu Comedy Awards 2017 (ellers bør du google den – det er 7 minutter, du ikke fortryder!): De kommer ind som handmaids, tildækkede i kyser og kapper, lavmælte og undskyldende, men ender med at slutte nummeret i lak-bh'er og glimmershorts og fuld sex-gas med lapdance og simulerede blowjobs. Når man ser klippet, lægger man mærke til, hvordan publikum har svært ved at finde en grimasse. De griner, men de kigger også væk, helt overrumplede. Ingen ved helt, hvad de skal stille op med de der blege, bløde 40-something-bryster, maver og balder, der uden hæmninger bliver klasket op i hovedet på første række – og tv-seerne. Alle kan mærke, at her er vi uden for popkulturens komfortzone.

Louise: – Der er nogen, der udskammer os for det; "hvorfor skal vi se på det, det er grimt, I må være narcissister eller ekshibitionister". Vi fik ret mange reaktioner fra kvinder på vores egen alder a la "hold op med det, det er klamt". Sandheden er, at vi gør det slet ikke for vores egen skyld, vi ville ønske, at der var nogle andre skuespillerinder, der kunne tage over, men vi gør det, fordi det er vigtigt, at det bliver synligt, hvordan almindelige kvinder ser ud, så det er for en højere sag.

LÆS OGSÅ: Linda P var afhængig af stoffer, druk og damer: "Jeg var ligeglad med at dø"

Kroppen som komik

Alt, hvad de siger, lyder så rigtigt. Men selv om man elsker Ditte og Louise og deres komik og deres korstog, så er der noget, vi skal tale om. For når de udstiller sig selv på tv og film, så føles det nogle gange også, som om de udstiller mig. Os. Modne kvinder, der som udgangspunkt prøver at undgå ligefrem at flage med forfaldet.

Det kan altså godt være lidt ubarmhjertigt. Jeg er selv 45 år, og jeg ved ikke, om jeg har det bedre med mig selv efter at have set filmen...

Louise: – Jeg har brug for at høre, hvad du mener med ubarmhjertigt, for vi prøver jo at favne og nuancere, så det er jeg nysgerrig på?

Altså, inden der er gået to minutter af filmen, har Ditte givet et blowjob til en virkelig nasty gammel mand, Louise står og ælter sin mave og skælder ud på den og tørrer konstant sved af med toiletpapir. Det kunne jo godt være fremstillet... pænere.

Ditte: – Det er humor. I "Klassefesten" er der også én, der skal tisse hele tiden, og de står og er tykke i badebukser. Mændene gør det hele tiden, vi er bare ikke vant til, at kvinder gør det. Kroppen har komik. Selvfølgelig er det sjove ved, at hun er i overgangsalderen, at hun sveder, og så skal hun da svede igennem. Vi leder efter komikken, og så bruger vi jo kvinden som redskab, fordi vi er kvinder. Vi er ikke vant til at se kvindekroppen blive smadret og gjort til redskab for humor, men det skal den da, hvorfor skal den være så yndig hele tiden?

Louise: – Vi vil gerne sætte en dialog i gang, ligesom nu.

Ditte: – Vi støtter hinanden i det. Hvis jeg nu i en nøgenscene skal bøje mig forover og har det sådan "argh, mine bryster bliver så lange, når jeg gør sådan her".

Foto: Les Kaner.

Louise: – Så siger jeg "det er det, der er det sjove!".

Ditte: – Og så kigger vi jo på drengene: I "Klassefesten" er det noget med at få nosserne i klemme i saunaen, og i "Klovn" går de rundt i underbukser hele tiden. Så vi husker hinanden på, at når drengene gør det, så skal vi også gøre det.

– Vores film er jo også en kritik af nogle strukturer, så vi bliver nødt til at slå hårdt på os selv, så vi ikke bare er nogle helligfranser, og jeg synes virkelig, det er en pointe, at vi vil have lov til at gøre grin med kvindekroppen, det har vi gjort med mandekroppen i al evighed, hvorfor må vi ikke også?

En ligestilling, der kan gøre lidt nas i starten?

Louise: – Synes du, det gør nas?

Ja, lidt, men jeg er jo også et produkt af det samfund, vi lever i, med Instagram og dameblade – som det her, jo – og nu ser jeg måske nok "Big Little Lies", og de kvinder har også en vis alder, men ingen af dem har jo en rynke eller en delle. Vi er ikke vant til, at det godt må være "grimt", og det gør altså lidt nas at se det...

Ditte: – Ja, men dit øje er vænnet til at se det hos mænd. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke må være her, som vi er. Vi bliver simpelthen nødt til at vænne os til at se på kvindeansigter, der har rynker, og kroppe, der har deller. Vi bliver simpelthen nødt til at vænne øjet til det, for ellers har vi ikke lov til at være her, som vi er.

Louise: – Når man reagerer på det, så er det jo en projektion af noget inde i én selv, som man hader, og det må man jo så kigge på: Hvorfor kan jeg ikke have, at der er en kvinde med topmave, der har en fucking fest i bare tæer på et dansegulv (scene fra filmen, red.), hun tillader sig at være den, hun er, og det er skidestrengt over for mig, som løber stærkt og bruger energi på at farve mit hår og være på kur. Det er smadderspændende at kigge på, og man skal begynde dialogen med sine veninder og oppe i sit eget hoved. Vores generation er lost causes, men vi håber, at der vil være nogle unge piger, der kommer ind og ser den her film.

Ditte: – Det handler meget om synlighed: At give ældre kvinder og andre kropstyper lov til at være der. Så vi ser dem. Det, vi ser, har betydning. Det er så trist, at vi har det sådan med kvinders alder.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist om tv-branchen: ”Jeg har mange kolleger, der døjer med anoreksi”

Louise: – Alder, that's what happens. Men kapitalismen har ligesom fået os dér, med alle mulige produkter til at bekæmpe noget, som er naturligt.

Men køber du så ikke anti-age-creme?

– Jo. Jeg er også et produkt af den kodning. Jeg øver mig, men jeg er præcis klar over det der skæringspunkt med "nej, det kan jeg da ikke tillade mig i min alder". Jeg ville købe en sommerkjole, der sluttede over knæene, og stod og sagde til ekspedienten "det kan jeg jo ikke med de knæ og den alder, jeg har", og så var hun bare helt stille, der var ikke noget "jo, du kan", hun sagde bare ikke noget, og så købte jeg jo ikke den kjole. Skidestrengt, men jeg kunne også bare være ligeglad. Og når jeg ser en moden kvinde, der er ligeglad, så tænker jeg bare "fucking A!", og det er det, vi vil inspirere til, og vi øver os, men vi kan ikke sige os fri for at være lige så kodede.

Foto: Les Kaner.

Ditte: – Jeg vil sige, at efter jeg har mødt dig, så har jeg smidt pushup-bh'en, og jeg krøller ikke mit hår hver dag, og jeg tager ikke sminke på hver dag, så der er et eller andet, jeg har omfavnet i højere grad. Ved at kigge på dig og synes, at du er smuk uden at gøre det. Det har også noget at gøre med, at man vænner sig til at se det.

Louise: – Man må godt bruge botox, vi vil ikke shame. Shaming er jo også det, der holder os fast. Men vi vil gerne kæmpe for retten til at være naturlig og have den alder, man har.

Hjælper den her film på det?

Louise: – Det ved vi ikke, så vi må kalde det en undersøgelse. Det er en lup på rynker og deller, uden at det er et problem. Det er jo ikke et problem at veje fem kilo mere end det, konventionerne siger, så det handler mere om at være her.

Ditte: – Det flytter noget. Det, der findes på film, det findes i verden, og det betyder noget! Vi bliver ved med at tale om "you can't be, what you can't see", vi bliver inspirerede af fortællinger, rollemodeller, billeder, som spejler os og viser os, hvem vi er, men også hvem vi potentielt KAN være, og hvis vi ikke har det, så bliver vi ved med at være uvidende, så bliver vi ved med ikke at stræbe efter mere end det, vi er, så det er enormt vigtigt.

I kunne jo også have valgt at lave en film, hvor Ditte får succes uden
at være nødt til at blive en mand.

Havde det været mere "empowering"?

Ditte: – Måske, men havde det været sjovt? Humoren er vores våben, og to lækre damer, der klarer sig godt, det er ikke lige så sjovt.

Louise: – Det er en bastion, vi gerne vil indtage: At være lige så dumme og grimme og fejlbarlige som mændene.