"Det der evige troskabs-fis holder jo ikke for de fleste"

To store hunde logrer glade rundt i indhegningen foran huset, og Stine Bosse kommer ud på trappen i let og flagrende kjole. Briller i håret. Læsebriller. Ikke solbriller, som en mandlig kollega engang hånede hende for at møde op med til et møde. Fordi det var for tøset og useriøst. Det var dengang. Hun er smilende. Imødekommende. Og ikke spor skrap og bestemt, som jeg lidt havde forventet. Men man skal ikke tage fejl. Bosse blander sig stadig. Og hun arbejder en masse. Bare på sine egne betingelser.

– Jeg har stadig en 40 timers arbejdsuge, men med langt mere ferie, siger hun tilfreds, da vi sætter os ved langbordet i køkkenet.

– Totalt set er min arbejdsbelastning nok 40 procent af, hvad den var før i tiden. Mit arbejde består primært af bestyrelsesarbejde, og dertil kommer foredrag. Jeg er desværre nødt til at sige nej til langt det meste af den slags, men engang imellem kommer der noget, hvor jeg tænker, at der er god kemi, og at jeg kan byde ind med noget. Det er en luksus, jeg tillader mig selv. At kunne sige til og fra.

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft mange kampe med min mor"

Har seks sponsorbørn
Hun fortæller begejstret om sine mange forskellige bestyrelsesposter, bl.a. om den frivillige post som bestyrelsesformand i Børnefonden. Hun har selv seks sponsorbørn i Mali, Benin og Burkina Faso, og så snart talen falder på børn, kommer vi hurtigt ind på begrundelsen for, hvorfor hun lagde sit arbejdsliv om for knapt tre år siden. Det handlede om børnene. Hendes egne. Og børnebørnene.

– Og det er gudskelov blevet meget sådan, som jeg havde håbet på. Jeg har faktisk tid – kontinuerligt og på ugebasis – til at være sammen med mine børnebørn. Der er ikke nogen i min nærhed, der er i tvivl om, at det har en top-prioritet for mig. Jeg henter de to piger hver fredag og er sammen med dem hele eftermiddagen. Alfred er ikke kommet med endnu, for kriteriet for at være med til mormor-dag er, at man kan gå. Så Alfred træner – og han er meget tæt på. Jeg forsøger altid at lave nogle ting med dem, men det er ikke sådan, at vi altid farer af sted.

– Forleden dag plukkede vi solbær, vaskede dem, pillede de små grene af og kogte syltetøj. Jeg var meget spændt på at se, om to piger på 2½ og 3½ kunne holde koncentrationen i hele processen, men det kunne de. Bagefter bagte vi pandekager, og da de blev hentet om aftenen, var det fantastisk at se Alma ret detaljeret præsentere det, vi havde lavet, og byde sin far på pandekager med syltetøj. For mig er sådan en dag – med et lidt gammeldags udtryk – den rene livseleksir. At se sådan et lille menneske folde sig ud og blive mere og mere hel – vokse og kunne ting – det er en meget stor glæde for mig.

"Jeg havde sådan et skrækeksempel i tankerne, der handlede om, at jeg bare var hende, der kom engang imellem og havde gaver med"

Tænker du somme tider over, hvad der var sket, hvis du var fortsat med at arbejde som før?

– Det tænker jeg meget på. Jeg havde sådan et skrækeksempel i tankerne, der handlede om, at jeg bare var hende, der kom engang imellem og havde gaver med. Eller som de vidste, satte penge ind på deres konto, men som de ikke så ret tit. Sådan skulle det bare ikke være. Mange siger eller tænker, "jamen det er nok også, fordi du ikke var sammen med dine egne børn, da de var små". Og DET er så ikke rigtigt. Mine piger var otte og ti år, da min karriere begyndte at blive det, du i dag vil kalde meget arbejdskrævende.

Så du prioriterede på samme måde med dine egne børn, da de var små?
– Ja, det gjorde jeg. De var to og fire, da jeg var færdig med mit studie, og det vil sige, at i alle de år, hvor de havde mellemørebetændelse og det ene og andet, var jeg hjemme hos dem, eller også var min mand. Han var færdig med at læse et år før mig. Vi havde til gengæld ikke salt til et æg, men det var fuldstændig ligegyldigt. Jeg har en veninde, der engang kom hjem og åbnede vores køleskab, da Cille var omkring et år, og sagde: "Nej, nu går jeg simpelthen ned og køber noget mad til jer!" Der lå en pølse, noget rugbrød og en liter mælk. Men hvad var problemet? Vi sultede jo ikke. Vi spiste brasekartofler og spejlæg en gang om ugen, og så havde vi en grøddag. Jeg kan også tydeligt huske de få stykker tøj, jeg købte til mig selv i den periode, for jeg havde sparet længe sammen, og så var glæden ved at købe en eller anden åndssvag skjorte rigtig stor.

Giv mændene plads!
Stine blev skilt fra sine børns far efter 10 års ægteskab, og siden var hun gift i 18 år med sin næste mand. I dag bor hun sammen med sin kæreste Peter, som faktisk også var hendes ungdomskæreste. Belært af erfaring, siger hun grinende, er hun meget optaget af, at de to giver hinanden plads.

– Når jeg somme tider tænker på, hvordan jeg var i mit første ægteskab – pyha – jeg kan næsten ikke holde mig selv ud. Hvor var jeg irriterende. Julen skulle f.eks. være på en helt bestemt måde, og gud nåde og trøste nogen, der mente, at det skulle være anderledes. Aj, det var jo neurotisk! Jeg prøver efter bedste evne at sige til mine egne piger, at de skal prøve at lade dørene stå lidt mere åbne, end jeg gjorde dengang. Give lidt mere plads til mændene. Det kan ikke nytte noget, at man kommer, når børnene er otte-ti år og brokker sig over, at han aldrig deltager i forældremøderne eller smører madpakker. Den hjørnesten skal lægges på hospitalet, når man lige har født sit barn. Det burde vi kvinder tale lidt mere med hinanden om.

"Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at mændene ikke fik deres egen barsel."

– Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at mændene ikke fik deres egen barsel. Det er skidt for mænd, når de ikke får plads i familien. Det er godt at hente sin identitet i mere end jobbet, særligt i vores tid. For kvinderne er det ærgerligt, fordi det ville stille os bedre i forhold til arbejdslivet i de første år på jobmarkedet. Så på med vanten igen. Lad os få dette princip indfaset på arbejdsmarkedet, så overenskomsterne kan følge med.

LÆS OGSÅ: Søs "Jeg blev først rigtig voksen, da jeg fik sluttet fred"

Sammen med ungdomskæresten igen
At møde sin ungdomskæreste igen efter så mange år var...

–...meget spøjst! Der var ikke forfærdelig meget, der kom bag på mig, jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Han har jo kendt mig, da jeg var helt ung og omvendt, og vi ville jo være langt over sølvbryllup – nærmere guldbryllup – hvis vi havde holdt ud. For mig er det helt syret at se på de mennesker, der har været sammen, siden de var 16 år. Jeg nærer dyb respekt for det, men jeg er også overbevist om, at det aldrig kunne have været mig. Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi ikke pådutter hinanden, hvordan man skal leve sit liv. At man helst skal blive gift og skilt to-tre gange, før livet er fuldt eller omvendt, at man skal leve sammen til diamantbrylluppet.

– Jeg tror, man er nødt til at frisætte hinanden, og så må man se, hvor det fører hen. Jeg plejer at sige, at der er to ting, man skal love hinanden i et forhold. Det ene er, at man er tro imod børnene, altså, at man er samstemt omkring dem. Det andet at man vil give forholdet opmærksomhed og arbejde med det. Det tror jeg meget mere på, end at man stiller sig op i kirken og siger, at man vil være evigt tro. Det der evige troskabs-fis – undskyld mig – det holder jo ikke for de fleste.

Få børn i en ung alder
Stine har skubbet lidt til sine egne piger for at få dem til at få børn tidligt. Hun mener, at det er en god idé på alle måder, men for hendes eget vedkommende var der to helt specifikke grunde til, at hun fik børn i en ung alder.

– For det første var jeg ret overbevist om, at det i forhold til job var en rigtig god idé at få børn, mens jeg læste. Man er jo sig selv, når man læser. Man er sin egen chef. Det skal man så også være god til, for der er ikke noget, der hedder café, at dalre rundt eller fest og farver. Den anden grund til, at jeg fik børn tidligt var, at jeg er enebarn, og jeg vidste, at mine forældre ville være vældig, vældig glade for at få nogle børnebørn. Så ja, det var en motivationsfaktor, uanset hvor mærkeligt det måske lyder.

Hvordan har det præget dig at være enebarn?

– Det har uden tvivl præget mig på den måde, at jeg ikke kan finde ud af at gå i et med panelerne! Som enebarn bliver man fra en meget tidlig alder vænnet til at få en masse opmærksomhed, og det betyder, at man ubevidst også bliver god til at tiltrække sig opmærksomhed. Det skal man så måske øve sig lidt i at lade være med senere hen. Bagsiden ved at være enebarn er, at det faktisk kan være meget ensomt, særligt hvis ens forældre har et problemfyldt ægteskab. Og måske er det det, der har præget mig allermest, for mine forældres forhold var absolut ikke problemfrit. Jeg havde ikke rigtig noget sted at gå hen og sige øv. Til gengæld har det lært mig en masse om mig selv. Jeg lærte at tage ansvar og at kunne selv.

Mor begik selvmord
Stine Bosses forældre blev, på trods af deres til tider udfordrende ægteskab, aldrig skilt, og da Stine var 27 år begik hendes mor selvmord.

– Hun traf den ultimativt forfærdelige beslutning, og det var meget, meget traumatisk. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg måtte gå til psykolog i to år for at få styr på det, og samtidig var jeg omhyggelig med, at det ikke skulle gå ud over mine børn. De var knapt tre og fem år, og Cille var stor nok til at være meget påvirket af det.

Hvordan forklarer man sådan noget til sine børn?

– Jamen, det starter man med ikke at gøre, med det resultat, at Cille fik gentagne mareridt. Jeg havde fortalt, at mormor var død af et hjertestop, men jeg fik gudskelov snakket med psykologen om det efter et halvt års tid, og hun opfordrede mig til at fortælle sandheden. Da jeg gjorde det, stoppede Cilles mareridt med det samme. Man siger jo, at små gryder også har ører, og hun har sikkert hørt et eller andet, der har sat tankerne i gang, men som hun ikke har kunnet finde mening i. I det splitsekund, jeg hjalp hende med det, fik hun det på plads, og så kunne hendes rigtige sorgproces begynde.

"Hullet efter hende er der altid, og det bliver aldrig mindre."

Har lært at leve med det

Hun holder en lille pause.

– Man lærer at leve med det, når man er så ung, som jeg var, da jeg mistede min mor, men hullet efter hende er der altid, og det bliver aldrig mindre. Jeg forstår det, jeg håndterer det, jeg arbejder mig udenom det, men der går ikke en uge, uden at jeg tænker, at det sgu da er tosset, at hun ikke er her. Jeg tror, at det er vigtigt, at man tør face det og sige, at det er sådan, det er. Hun ville have været omkring 80 år, og det er jo ingen alder nu om dage.

Ville du gerne have haft, at din mor skulle have set, hvordan det er gået dig?
– Nej, ikke hvordan det er gået mig – det har aldrig været vigtigt. Det har altid handlet om mine børn, og nu også mine børnebørn. Hun ville havet elsket de oldebørn – for sagomel da! Hun skulle have siddet i en stol i hjørnet og set dem lege rundt.

LÆS OGSÅ: Anna Grue "Jeg har et enormt behov for ensomhed"

Giv det, du kan
Stine bliver berørt af at tale om sin mor og det, hun skulle have oplevet. Og det får hende til at tænke på den person, der trådte ind i stedet for moren.

– Min farmor er en meget, meget stor hovedperson i mit liv, som jeg er nødt til at nævne. Hun blev 99 ½ år og var der for mig i alle årene efter, min mor var død. Hun var fantastisk og enestående, også i forhold til mine børn. Da hun blev 80 år, sagde hun selv, at hun nok var nødt til at tage en runde mere. Hun var så frisk. Hun kom hver uge til hun var 93 år og ordnede alt vores vasketøj og var sammen med børnene om eftermiddagen, når de kom fra skole. Helt vildt. Jeg kunne ringe til hende og sige: "Vi kører en tur til Jylland for at kigge på en hest, vil du med?" Ja, hvorfor ikke, og så pakkede hun sin lille taske.

– Hun var uddannet bogbinder, og siden blev hun syerske i min farfars lille engrosforretning. Hun arbejdede altid. Da hun var 67 og gik på folkepension, havde min far købt en gård i Gilleleje, og der drev hun en køkkenhave på omkring en halv tønde land. Selv. Og forsynede hele familien. Hun læste bøger, tog på højskole og gik i ældrecenter, fra hun var 67 til hun var 97 og kom på plejehjem. Hun begyndte ikke i ældrecenteret, da hun havde behov for det, hun begyndte, da hun var frisk og kunne hjælpe de andre. Min farmor er sådan et forbillede for mig, for det er det, det handler om: At give det, du kan. At bidrage.

Om at få kritik i medierne
Stine Bosse tænker en del over, hvor hun kan bidrage – både privat og arbejdsmæssigt. Og hun blander sig. Siger sin mening. Senest i foråret, hvor en udtalelse til Berlingske om, at det ikke var okay, at virksomheder, som har meget store overskud, går ud og fyrer flere hundrede mennesker, skabte stor debat i medierne. For hvordan kunne hun dog sige det som tidligere erhvervsleder?

– Aviser sælges jo på overskrifter, og selvfølgelig kan man være i situationer, hvor man er nødt til – og hvor det er klogt og rigtigt – at skille sig af med folk. Også selvom man har gode tal på bundlinjen. Det, jeg siger, er bare, at hvis man er i sådan en situation, så har man en forpligtelse til at gøre det på den måde, hvor det er mest lempeligt for de medarbejdere, man har. Det betyder, at man giver det tid, flytter rundt på folk og opkvalificerer sine medarbejdere, så de er bedre stillet, når de kommer ud på et frit arbejdsmarked igen. I Tryg reducerede vi også løbende antallet af medarbejdere, men vi gjorde det stille og roligt. Det er en stor kvalitet i vores samfund, at vi er gode kollegaer, og at vi har nogle fællesskaber på vores arbejdspladser, som også handler om, at vi godt kan lide hinanden, og at vi behandler hinanden ordentligt.

"Jeg synes ikke, at det er i orden, at man hæver kontanthjælp, hvis man kan få et job."

– Det er efter min mening en af grundene til, at vi er så dygtige her i Danmark, selvom det er så relativt lille et land. Vi har ikke bare tænkt på os selv. Vi har også tænkt på vores kollega. Vores næste. Dem, der angriber mig, når jeg siger sådan noget, er meget liberalt tænkende mennesker, som bliver ophidsede over, at jeg kan finde på at sige, at erhvervsvirksomheder har et ansvar. For det er jo det, jeg siger, og det synes jeg, at de har. Ligesom individer har et ansvar. Jeg er selv et liberalt menneske med et stærkt socialt engagement, og jeg synes ikke, at det er i orden, at man hæver kontanthjælp, hvis man kan få et job, for man har et ansvar for sig selv og for det samfund, man er en del af. Og det har virksomhederne også. Det er min pointe.

Stadig lidt genert
Der er stor gennemslagskraft i stemmen, når Stine taler. Og hun taler meget. Er hun mon overhovedet i stand til at tie stille i en forsamling?

– Det kan jeg godt. Og så bliver folk helt forskrækkede, ha, ha. Men det var faktisk også en af grundene til, at jeg stoppede hos Tryg. Jeg havde så meget indflydelse, at uanset om jeg havde ment noget eller ej, så var folk sikre på, at jeg havde ment noget. Det var altid sådan: Altså, Stine siger...! Jeg kunne blive sindssyg af det, når folk trak "Stine-kortet". Nogle vil sige, at det var jeg selv ude om, men i bund og grund havde jeg det sådan: Give me a break! Når det så er sagt, ville jeg jo også være et skarn, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan lide det. Selvfølgelig kan jeg lide at være den, der er toneangivende.

– Som bestyrelsesformand i de forskellige selskaber er jeg stadig med til at sætte en dagsorden, men det er en lidt mere tilbagetrukken og faciliterende rolle, som jeg også tror, at jeg er rimelig ok til. Det sjove er faktisk, at det altid har været ret konfliktfyldt for mig at være "på". Eksempelvis hader jeg receptioner! Jeg er altid rendt udenom dem, med mindre det var helt åbenbart, at jeg burde deltage. Der er et eller andet ved receptioner, der byder mig imod. Det der med at gå rundt og sige pludder-pladder – altså – det er ikke lige mig. Og et eller andet sted piller det også ved en dyb, dyb generthed, jeg har. Jeg kom f.eks. aldrig i børnehave, det var jeg for genert til. Jeg har lært at håndtere det med alderen, det kan jo ikke nytte noget, at jeg ikke tør gå hen og sige hej og starte en samtale, men inderst inde er jeg i virkeligheden stadig lidt genert.

LÆS OGSÅ: "Mange har forsøgt at tale mig fra drømmen"