”Der er ingen begrænsninger. Det er kun mig selv, der afgør, hvordan det her ender.”

Der ligger to ens telefoner foran Sinne Conan. En med dansk nummer og en med belgisk nummer. Danske kunder bryder sig ikke om at skulle ringe til et belgisk nummer, og derfor slæber Sinne altid rundt på de to hvide iPhones. Sådan er det også med alt andet i hendes liv.

Hun har to hårtørrere, to komplette bogreoler og to fitnessabonnementer. Et komplet liv i København og et komplet liv i Bruxelles. Hun pendler nemlig mellem de to byer flere gange om ugen. Når hun altså ikke skal til møde med kunder i Casablanca eller Berlin. Sådan har Sinnes liv set ud i mange år, og hun har erkendt, at det med at sove på hoteller hele tiden bare ikke fungerer for hende.

- Jeg rejser ikke med kuffert, jeg rejser bare hjem til det andet hjem. Jeg tror, når man er så meget afsted og har gang i så mange ting, så er det vigtigt for mig, at jeg kommer hjem om aftenen. Det med at tage et fly til Bruxelles bliver ligesom, hvis du skal besøge en virksomhed i Herning. Det bliver bare et stykke vej, der skal tilbagelægges.

De mange timer Sinne hver uge tilbringer i flyet er blevet en slags helle for hende. Tusinder af kilometer over jorden er hun uden for rækkevidde, og ingen mails eller beskeder tikker ind. I stedet kan hun tænke sig godt om, eller læse i en af de 2-3 bøger hun kommer igennem – om ugen:

- Jeg tænker ikke på transporten som noget, der er anstrengende. Selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor jeg tænker, at nu må der godt komme en uge, hvor jeg ikke skal rejse hver dag, men det er sådan en fast del af livet, og jeg bruger det virkelig til at tænke mig om.

Tænkepauserne er afgørende for, om hun kan følge med i sit eget hæsblæsende liv, hvor arbejdsdagene strækker sig fra tidlig morgen til sen aften. Sinne Conan har nemlig valgt at starte et lobbyfirma i en by, hvor hun konkurrerer med nogen af verdens dygtigste lobbyister. Ganske enkelt fordi hun tror på, at hun kan gøre det bedre:

- At sige i en alder af 42 år, at nu skal jeg have min egen forretning, det gør man kun, fordi man tænker, man kan levere noget, der er væsentligt bedre.

Best you get i Brussels
Kontoret i Bruxelles, hvor Sinne har budt indenfor, er med hendes egne ord the best you get in Brussels. Store lyse lokaler med dansk designede møbler og ph-lamper. De fleste kontorer i Bruxelles er meget langt fra danske standarder for design. Men sådan kan Sinne ikke arbejde:

- Jeg ville dø, hvis jeg skulle arbejde sådan, siger hun ofte til sine medarbejdere, når de efter et møde forlader et af de grå og triste kontorer, som der er flest af i Bruxelles.

Derfor har hun også selv været inde over hver eneste detalje og sikret, at alt fra badeværelse til køkken er i rene linjer og lyse farver.

Sinne Conan selv virker mindre strømlinet end sit kontor. Hendes lyse hår falder tilfældigt og lidt uglet om hendes ansigt, og hun er i konstant bevægelse, når hun taler. Sætter sig frem på stolen for at understrege en pointe for øjeblikket efter at sætte sig ret op, og med hænderne illustrere den næste pointe. Hun ruller hele tiden ærmerne på den sorte kjole op og ned, mens hun taler uden at tænke over, hvad hænderne laver. Småkagerne på bordet, der i øvrigt er helt rydeligt, er særlig indkøbt i dag fra den bedste bager i Bruxelles, og stempelkaffen kan slet ikke sammenlignes med den bitre discountkaffe, man får tilbudt i Europaparlamentet.

Det med at rammerne skal være i orden er for Sinne en særlig dansk ting, som adskiller kontoret fra de andre. Selvom hun har været i Bruxelles i mange år, bliver hun hele tiden mindet om, at man som dansker ikke kan tage for givet, at andre tænker på samme måde. Her til morgen sad hun til et møde med en belgisk, en tysk og en spansk kunde. De havde fået lavet en brochure, som Sinne mildest talt ikke var tilfreds med. Men hvor danskere er vant til at sige alting meget direkte, skal man tit pakke budskaberne lidt bedre ind overfor andre europæere. I stedet for at sige ligeud, at hun synes, programmet var ualmindelig grimt, forsøgte hun at pakke beskeden lidt ind:

- Det er en stående joke her i byen, at hvis man har et møde med 28 forskellige nationaliteter, så har danskere typisk sagt det, de vil sige, allerede inden halvdelen af bordet har sat sig. Ti sætninger og ikke en kæft har hørt det. Vi skal derfor være meget opmærksomme på, hvor direkte vi er. Men selv efter mange år, kan der stadig sagtens ryge en finke af panden.

LÆS OGSÅ: Eksperterne råder: Lær at sige nej oftere

Mere skrivebord end rødvin
Fra film og tv-serier har mange en opfattelse af, at lobbyisters primære arbejde består i at gå til receptioner og netværke med de rigtige mennesker – men virkeligheden er langt mere kedelig, forklarer Sinne Conan. Det er helt andre evner, der er påkrævet for at blive en god lobbyist:

- Jeg ville ønske, der var mere rødvin og mindre papir! Men der er rigtig mange skrivebordstimer. Når der er problem med lovgivning, så skal vi sætte os ind i det forfra og bagfra. For de politikere eller teknikere vi skal tale med, de kan det også forfra og bagfra. Og der er ikke nogen i parlamentet, som gider have besøg af en lobbyist, som ikke kan sagerne.

Derfor tilbringer Sinne også mange timer på sit kontor med sin computer for at læse og forstå den lovgivning, de skal hjælpe kunderne med at påvirke. At være en god lobbyist kræver først og fremmest grundighed – og Sinne Conan ved godt, at hun er en røvkrævende chef. Hendes medarbejdere kommer ikke sovende til noget, og de ved godt, at alting skal spille, før de sender noget videre til hende. Der er heller ikke noget, der hedder faste arbejdstider. Aftenarrangementer og lange arbejdsdage er forventede – og man kommer ikke til tops, hvis man gerne vil have fri klokken 17:

- Der er ikke nogen, som bliver tvunget til 24-timers dedikation. Men det er et miljø, der fordrer engagement, som ligger udover mange jobs. Jeg tror rigtig meget på, at der er spillover-effekt i forhold til kunderne. De skal opleve engageret indsats og helst have mere, end de tror, de får.

Men det er ikke nok, at man kan alting bagfra og forfra – du skal også være socialt begavet, og det hjælper ikke noget at være en panelkravler i en verden, hvor netværk er nøglen til indflydelse. Man kan ikke bare ringe til en politiker eller embedsmand og byde dem på kaffe. Som kvinde i en verden med rigtig mange mænd har hun også lært, at det til tider kan være en fordel at være den eneste kvinde i lokalet, når man skal have mennesker i tale. Men hun har også for længst accepteret, at mænd i 50-60’erne er professionelt tiltrukket af hinanden. De går efter andre, der ligner sig selv – og det lader hun sig ikke gå på af:

- Man skal være ligeglad med den forskel, og så skal man kunne arbejde med den ved at få en af de andre drenge til at lukke sig ind i netværket. Så snart man er inde, er det ret hurtigt glemt.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

No walk in the park
Beslutningen om at starte lobbyvirksomheden Konsentio, kom ikke fra den ene dag til den anden. Sinne brugte flere ferier på at tænke alting igennem. Hun havde et spændende job i Dansk Industri, som hun egentlig var glad for – men hvis hun skulle tage springet, skulle det være nu:

- Jeg var i starten af fyrrerne og havde haft nogle rigtig sjove jobs. Men jeg tænkte, hvordan jeg skulle få flere udfordringer og et liv, hvor jeg i højere grad selv bestemte. Jeg har arbejdet i meget store systemer, og jeg trængte virkelig til at være mere fri. Jeg troede på, at det nok skulle gå skidegodt.

Hun kan godt have nætter, hvor hun vågner klokken fire og tænker på, om det nu skal gå – men så taler hun med sin mand om det, der altid fortæller hende, at hun nok skal klare det. Og han er verdensklasse til at støtte hende, synes hun. De har kendt hinanden i syv år. Inden hun mødte ham, var Sinne gift i 11 år med faren til hendes 16-årige søn Louis. Deres skilsmisse betragter hun selv om sit livs lavpunkt. Her var hun nede og mærke bunden på en måde, hun aldrig vil tillade sig selv at nærme sig igen. Skilsmissen lever op til klicheen om, hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, mener hun. På den anden side af den oplevelse er Sinne Conan blevet 100 % mere kompromisløs omkring de valg, hun træffer i sit liv, og hvad hun vil bruge sit liv på.

I dag føler hun, at hun er præcis det sted, hvor hun vil være. Hendes arbejde interesserer hende så meget, at hun aldrig tænker over, at hun tit arbejder plus 70 timer om ugen. Og hun har friheden til at gøre lige præcis det, hun har lyst til. Hun tror også, at det hænger sammen med, at kvinder i fyrrerne har fundet en ro, som hun ville ønske, hun havde kendt til, da hun var i tyverne.

- Jeg tænker helt seriøst, at jeg ville ønske, at det aldrig flyttede sig fra, hvor det er nu. Fyrrerne er en genial alder. Jeg har mødt masser af kvinder, der har det på samme måde. Jeg ER blevet skilt, og jeg HAR startet min egen virksomhed, så jeg synes, det er et fedt sted at stå. Der er ikke nogen begrænsninger. Det er kun mig selv og mine medarbejdere, der afgør, hvordan det her ender.

Klokken er blevet syv og mørket har lagt sig omkring bygningen. Selvom mange i Bruxelles arbejder til sen aften, er lyset slukket i de fleste kontorer. Sinne og hendes tre medarbejdere er langt fra færdige for i dag. De skal lige have styr på en konference. Og Sinne har et netværksmøde arrangeret af den tyske arbejdsgiverforening, der starter klokken 20. Ved ti-tiden er hun nok hjemme i lejligheden i Bruxelles. Og så skal hun nå at læse lidt, inden hun går i seng og stiller vækkeuret til klokken seks næste morgen. 

LÆS OGSÅ: Den højere mening med mit liv er ikke at arbejde

LÆS OGSÅ: Kvinders markedsværdi falder ikke efter de 40 – det er en medieskabt floskel

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet