Dejan Cukic mødte sin kone som 11-årig: "Jeg har holdt fast i min kvinde"

Dejan Cukic fælder en tåre, hver gang han ser ”Busters Verden”. Den foregår nemlig i Brønshøj, hvor Dejan selv er vokset op, og minderne om barndom og ungdom i Tingbjergkvarteret i Brønshøj fylder meget, selvom Dejan faktisk var 11 år, før han flyttede dertil fra det tidligere Jugoslavien. Det var der, han lærte dansk og fik danske venner, og det var der, han mødte Carina, som han stadig er sammen med, og som han kalder ”min kvinde”. Årene i Tingbjerg har i høj grad formet ham til det menneske, han er i dag, men det har årene i Jugoslavien og tiden på Teaterskolen også. På den måde er Dejan Cukic et ganske sammensat menneske, og det tog tid for ham at finde sin sande identitet.

Dejan er født i Montenegro, og da han var fire år, rejste hans far til Danmark for at prøve lykken som gæstearbejder på en fabrik. Året efter fulgte moren efter, og Dejan og hans to brødre blev tilbage hos deres farmor.

– Tito havde befriet landet efter Anden Verdenskrig, og han havde samlet serbere, kroater og makedonere. I skolen var vi Titos små pionerer, og der var en ånd af broderskab og enhed. Jeg oplevede det som en meget tryg barndom, selvom mine forældre boede i Danmark, og de kom jo også og besøgte os i alle ferier. Jeg savnede selvfølgelig mine forældre, men min farmor var en helt fabelagtig kvinde. Hun havde mistet sin mand under Anden Verdenskrig og stod alene tilbage med fem børn. Det må have været et meget hårdt liv, men alligevel havde hun overskud til at tage sig af os børnebørn, da vi kom til. Det var som om, hun havde besluttet, at det var hendes mission i livet at sørge for familien. Det, jeg har fået med fra hende og fra mine forældre, er, at familien er det vigtigste. Og så kan man sige, at det var underligt, at mine forældre rejste til Danmark og efterlod os i Jugoslavien, men det var en anden tid. Efterkrigsårene var hårde i Jugoslavien, mange rejste ud for at tjene penge, og jeg har haft snakken med mine forældre om, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Og jeg forstår det godt.

Dejans forældre havde regnet med, at de ville komme tilbage til Montenegro, men det tog tid at tjene penge, og efterhånden blev de så glade for Danmark, at de besluttede at blive og få børnene herop. Dejan og hans brødre gik fra en barndom uden fjernsyn og med det legetøj, de selv kunne lave af ting fra naturen, til et meget anderledes liv i Danmark.

LÆS OGSÅ: Thomas Hwan: "Noget af det fineste, min mor har lært mig, er, at man ikke skal finde sig i pis"

– Jeg var den eneste indvandrer i min klasse, og der var ikke noget med at ryge i en hjælpeklasse. Jeg blev bare smidt ind i en dansk klasse uden at kunne et ord dansk, og så lærte jeg simpelthen sproget på den måde. I løbet af et år talte jeg flydende dansk. Det fungerede meget bedre end det, man gør i dag, efter min mening. Jeg er somme tider ude og holde foredrag for børn og unge i hårdt belastede områder, og jeg undrer mig altid over, når unge med indvandrerbaggrund – nogle er endda født i Danmark – ikke taler dansk. Hvordan kan man være født her uden at kunne tale sproget? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Min kvinde

– Mine forældre besluttede, at vi skulle bo i et miljø, hvor der udelukkende var danskere, for at vi skulle blive integreret så hurtigt som muligt, og det var utrolig godt set af dem. Dengang var Tingbjerg et arbejderklassekvarter, hvor alle de voksne gik på arbejde, og børnene legede sammen udenfor. Pigerne gik til håndbold, og vi gik til fodbold. Folk talte lige ud af posen, og man fik sgu én på kajen, hvis man overskred grænserne, men det var ikke et voldeligt område. Jeg har aldrig mødt så hjertelige og omsorgsfulde mennesker som dem, der boede derude dengang. Og det var også i Tingbjerg, jeg mødte min kvinde.

Din kvinde – hvorfor kalder du hende det?

– Det er fordi, vi ikke er gift, og jeg synes simpelthen, det er så latterligt at kalde hende min kæreste efter så mange år. ”Min kæreste”. Som om jeg var 18 år. Jeg er altså 52!

Hvorfor er I ikke gift?

– Ha ha, det ved jeg sgu ikke. Jeg aner det faktisk ikke. Vi blev kærester, da vi var 15, og jeg synes, det er gået meget godt. Da vi var 25, havde vi været sammen i ti år, altså. Og vi er stadig sammen på godt og ondt. Der har selvfølgelig også været kampe undervejs, så det skal ikke lyde som om, at det har været en dans på roser det hele. Men vi har holdt ved, fordi vi elsker hinanden, og fordi det er det, livet handler om.

Hvorfor faldt du for Carina?

– Hun er en fantastisk smuk kvinde, og hun var også en fantastisk smuk pige. Dengang gik vi i en kæmpestor klike, og jeg kan huske, da jeg så hende første gang. Der var jeg lige kommet til Danmark og var altså kun 11 år. Men jeg var fascineret af hende fra første øjeblik, og da vi var 15 år,
begyndte vi at komme sammen. Og så er det aldrig holdt op.

Et er, at du faldt for en sød pige dengang, men hvorfor er hun stadig ”din kvinde”?

– Jeg er måske lidt gammeldags, hvad det angår. Jeg har altid lært, at loyalitet i forhold til familien er det vigtigste. Også når der opstår problemer og kampe hen ad vejen. Jeg synes, at mange giver lidt for hurtigt op i parforholdet. Vi lever i et samfund, som er meget egocentreret. Alt tager udgangspunkt i en selv. Hvad er bedst for mig? Hvad føler jeg lige nu? Vil det ødelægge noget for karrieren, hvis jeg bruger mere tid på familien? Guden i dag er egoet, det er det, der styrer og bestemmer, og det har jeg aldrig forstået, for jeg er vokset op med det diametralt modsatte. I Jugoslavien kommer familien før alt andet. ”Pas på din bror. Pas på din fætter. Hold ham i hånden, når I går over gaden”. Og det er måske derfor, jeg har holdt fast, når der har været kriser. Og vice-versa. Carina har også holdt ved, og hun har påvirket mig utrolig meget. Hendes danske værdier og mine jugoslaviske er mødtes i et fantastisk afbalanceret forhold. Vi har givet afkald på nogle ting i en meget tidlig alder og har holdt fast. Vi var jo børn, da vi mødte hinanden, og vi havde ikke behov for at lave om på hinanden. Der var det jo bare den her uskyldige kærlighed. Vi var totalt fascinerede af hinanden. Jeg kan forestille mig, at hvis man møder hinanden senere, er man mere rodfæstet i nogle ting og nogle særheder, som man kæmper for at bevare. Vi har ikke begrænset hinanden, og jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor folk synes, det er en begrænsning i forhold til deres egen udvikling at give sig hen til et forhold.

Så I har altid været gode til at give hinanden plads?

– Det vidste vi jo ikke engang, at vi gjorde, det var slet ikke bevidst.

Han slår en høj latter op.

– Det har bare været ”go with the flow”, og til maj har vi været sammen i 37 år. Jeg har altid været stolt over at sige, hvor længe vi har været sammen, og nu er det lige pludselig gået hen og blevet helt grotesk. Jeg er 52 år og været sammen med min kvinde i 37 år, ha ha. Folk forstår det slet ikke. Det er det samme, når folk spørger, hvor mange børn jeg har. Jeg har tre, siger jeg så. En på 25, en på 6 og en på 5. Så kan jeg se i folks blik, at de tænker, nåh ja, han er jo skuespiller, han har selvfølgelig mødt en yngre model. Jeg lader dem liiige tænke tanken, og så siger jeg: ”Med den samme!” HVAD? Siger de så. Det er pisse sjovt.

Børn med mellemrum

Dejan er aktuel i rollen som far til Dina i ”Skammerens datter II – Slangens gave”. En rolle han er rigtig glad for, fordi han synes, det er vigtigt at vise, at en far godt kan have været fraværende og alligevel spille en rolle i barnets liv. Selv har han altid været tæt på sine egne børn.

– Da vi fik Sofia, var det slet ikke planlagt – præcis som ingenting har været i vores liv, ha ha. Jeg gik på Teaterskolen og havde Ulrik Thomsen, som jeg gik på hold med, med hjem en dag. Carina var hjemme, og jeg kunne se, at hendes øjne strålede, da hun sagde, at jeg lige skulle sætte mig ned. Og så sagde hun: ”Du skal være far!”. Bare sådan, mens Ulrik var der. Jeg tror slet ikke, at jeg sagde noget, satte mig bare ned og grinede fjollet. Jeg gik på fjerde år, og vi skulle i gang med afgangsforestillingen, så jeg var slet ikke gearet til det og var fuldstændig i chok. Men lige så stille, som tanken forplantede sig i mig, kom glæden. Det var min store drøm, men jeg havde forestillet mig, at det skulle være senere.

Hvad gjorde det ved jeres forhold?

– Jamen, det styrkede det jo. Det gør børn. Men det var et hårdt tidspunkt for mig, fordi jeg skulle ud og finde arbejde efter skolen. Hvis du ikke får noget at lave som skuespiller de første to-tre år, så bliver det op ad bakke. Der skulle bruges en masse kræfter på det, men heldigvis gik det godt, og jeg fik en masse tilbud. Carina tog det store ansvar på det tidspunkt og havde en forståelse for, at jeg skulle ud og markere mig.

Så gik der rigtig mange år, og så fik I flere børn?

– Ja, min kvinde har det med at overraske. Er der en, der kan hive tæppet væk under fødderne på mig, så er det hende. Igen kom jeg ind ad døren en dag, og så sagde hun: ”Jeg synes, vi skulle få børn igen”. På det tidspunkt troede jeg ikke, at vi ville få flere børn, det håb havde jeg opgivet for mange år siden. Så jeg var i choktilstand igen og gloede bare på hende…

LÆS OGSÅ: Clara Rosager: "Jeg er og bliver en evig romantiker"

Han holder en lang pause og kigger på samme undrende måde, som han nok har gjort den dag.

– Min første reaktion var, at jeg blev sur på hende. Jeg havde gået og tigget og bedt, for jeg syntes, at vi lige umiddelbart efter Sofia skulle have haft FLERE børn. JEG – skuespilleren – skulle da have flere børn, det hele kørte jo, og så kunne jeg rende rundt og være sådan ”To-be-or-not-to-be-agtig” med min store børneflok. Men det fik hun stoppet dengang, hun syntes, jeg havde rigeligt at se til, ha ha. Det kunne jeg overhovedet ikke selv se på det tidspunkt, men joh, vi venter lidt, sagde hun. Og så gik årene. Med uddannelse og arbejde.

Da Sofia var 4 år, var vi 30, og da hun var 14, var vi 40, og det er nok der, hvor man tænker, nå, det er slut med børn, og så talte vi faktisk ikke mere om det de følgende år. Så ja, min umiddelbare reaktion var vrede og irritation, for det var jo noget, jeg smaddergerne havde villet, og nu var jeg overbevist om, at vi var blevet for gamle. Så jeg var sådan: ”Og det siger du nu! Det kan vi sgu da ikke!”

Han rejser sig op og råber det ud. Sætter sig så langsomt ned igen og imiterer, hvordan Carina stille og roligt sagde: ”Jo, det kan vi sagtens, du”.

Og sådan blev det. Carina blev gravid med det samme, og lykken var stor, da lille Mila kom til verden. Og så – to år efter – var beskeden den samme. Carina ville gerne lige have en mere. Dejan slår sig på lårene af grin, da han fortæller det, for selvom han igen blev overrasket, troede han nu mere på projektet og var helt frisk. Og så kom Luka. En lille søn efter to piger.

Hvem er jeg?

Hvordan er det anderledes at få børn i 40’erne i forhold til i 20’erne?

– Jeg har et kæmpe overskud. Og det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg har mere ro på. Jeg føjter ikke på samme måde forvirret, rodløs og rastløs rundt, som jeg gjorde i 20’erne. Alle har jo identitetskriser i ungdomsårene, man skal finde ud af, hvem man er, og for mig var det nok endnu mere udtalt, fordi jeg både skulle finde ud af, hvem jeg var som menneske, men også i forhold til mit ophav. Var jeg jugoslav eller dansker? Det spekulerede jeg meget over i mange år, og jeg begyndte først at hvile i min identitet, da jeg var sidst i 20’erne. Der skete noget, da jeg kom ind på Teaterskolen, for der arbejder man virkelig meget med sig selv. Og for mig var det godt at dykke ned og rode rundt og stille spørgsmålet: Hvad fa’en er jeg egentlig for en? Det var også vigtigt i forhold til mit kunstneriske udtryk. Jeg har måske lidt større armbevægelser…

Han fægter vildt med armene.

– Og jeg er lidt mere temperamentsfuld.

Han hamrer hånden i bordet, så kaffekopperne hopper.

– Men i begyndelsen var jeg bange for at vise de sider. Jeg oplevede, at de andre elever holdt igen, men senere fandt jeg ud af, at det bare er sådan, danskere generelt er. De er meget mindre i deres udtryk, de har ikke behov for at råbe og skrige så meget, som jeg havde dengang. Det lå i blodet på mig. Det er det sydlandske. Prøv bare at tage en tur til Rom. Man tror, at de skændes alle sammen på gaderne, men det gør de ikke, de skal bare ned og handle og skal vide, hvad de skal købe, ha ha. Sådan er det også i Montenegro. Når de taler, så TALER de sådan…

Han råber højt igen.

– Det er noget, man får ind med modermælken, og jeg kæmpede lidt med at finde mig selv i det dengang. Man vil jo helst passe ind, når man er ung, så jeg brugte utrolig mange kræfter på at være som alle andre. I dag har jeg fået etableret en karriere, det går sgu meget godt, så der er mere tid til fokus på familien og hjemmet, hvilket jeg finder en kæmpe nydelse i. Det gjorde jeg også, da Sofia var lille, det skal ikke misforstås, og min kærlighed til Sofia er overhovedet ikke anderledes end den, jeg har til Mila og Luka. Jeg gav mig også tid til hende, og jeg etablerede meget tidligt sådan en far-datter-rejse, hvor vi tog af sted 10-14 dage alene sammen. Det har vi gjort lige indtil sidste år, og jeg er også begyndt at gøre det med Mila.

Et godt skænderi

– Jeg ved ikke, om Sofia vil sige, at jeg ikke hvilede i mig selv, da hun var barn, men jeg ved, at hun altid har brugt mig, når hun havde noget, hun tumlede med i tilværelsen. I sommer kom hun ind på Statens Teaterskole, og det er jeg selvfølgelig vanvittigt stolt af. Hun har villet være skuespiller ligesom mig, siden hun var otte år, og som forældre er man jo så bange for, at ens børns store drømme ikke kan gå i opfyldelse. Det er virkelig svært at komme ind på Teaterskolen, så da det lykkedes for hende, var der noget, der faldt på plads i mig, for skuespillerfaget er noget, der altid har bundet os sammen. Det er så fantastisk, når hun kommer hjem og fortæller, hvad hun har lært på skolen, jeg er helt oppe og ringe over det.

LÆS OGSÅ: Mads Langer om sin forlovede: "Jeg gik nok og ventede på, at tiden var rigtig, så vi kunne blive kærester"

– Grundlæggende synes jeg, at vi har været fede forældre. Vi har altid været ærlige over for Sofia, også når det ikke gik godt mellem os, vi har aldrig skjult noget for hende. Vi har heller ikke været bange for at råbe højt, når hun var til stede, og vi har altid omfavnet hende, så hun ikke blev bange eller blev påført skam eller skyld. Man skal ikke være bange for at råbe engang imellem, men man skal selvfølgelig passe på med, hvad kan kalder hinanden, og hvordan man siger tingene. Men et godt skænderi kan sgu være godt engang imellem. Ud med tingene i stedet for at holde igen og få mavesår og blive helt rødglødende.

Hvordan er du som far for de små?

– Jeg tænker over, at jeg skal holde mig så aktivsom muligt. Legen er meget vigtig, og jeg vil gerne kunne blive ved med at bryde og slås med dem, kravle i træer og løbe efter dem. Jeg håber, at jeg kan klare det i ti år endnu, så er de 15-16 år, og så får de nok nogle nye venner. Og ja, selvfølgelig tænker jeg over, at jeg er omkring 70, når de er på Sofias alder, men jeg tror, at jeg som 70-årig vil være, som mine forældres generation var, da de var 55-60 år. Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde mig sund, det eneste, jeg kæmper med, er dem her.

Han tager fat i en halvkrøllet pakke Kings.

– Jeg prøver at kompensere ved at sige, at der ikke er kemikalier i Kings… Men jeg ved nu ikke, om det gør en forskel.

Hvordan er det at være far til en dreng i forhold til piger?

– Mænd og kvinder er virkelig forskellige, og det er vi, fra vi bliver født. Vi har gjort præcis de samme ting med Luka, som vi har gjort med Sofia og Mila, men han interesserer sig for helt andre ting. Håndværk. Skruetrækkere. Græsslåning. Og det er ikke noget, jeg har lært ham, skal jeg lige sige, jeg kan slet ikke noget med en skruetrækker. Men oppe ved vores sommerhus er der en, der hedder Niels, der hjælper os, og han har været Lukas store forbillede. Så nu har jeg været nødt til at tage mig lidt sammen, og for første gang lavede jeg i sommer noget ved sommerhuset. Jeg skiftede brædderne på huset, og det var altså ret kompliceret! Luka hjalp til, så NU er jeg håndværker-faren, der har slået Niels, ha ha. Luka vil gerne være skraldemand, det er noget med skraldebilen, og hvad den kan. Det sidder han og glor på. Og så vil han også have en traktor – en rød en, som Niels har – og en racerbil. Jeg har aldrig nogensinde interesseret mig for motorer og mekanik, og jeg har været pissehamrende ligeglad med, hvilken bil jeg kørte i. Men nu er Luka ved at få mig med på det, og pludselig sidder jeg og tænker, nå, gud, den bil har 240 heste…