Britt Bendixen: "Der gik desværre lidt tid, før han så, hvor lækker jeg var"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Alle grundelementerne til at blive et ordentligt menneske og drive forretning kommer fra min mor og min svenske mormor. De indprentede ordentlighed. Derudover har jeg arbejdet sammen med alle de gamle koryfæer som Volmer Sørensen, Stig Lommer og Preben Kaas. Du kan ikke lære denne branche ved at læse bøger. Det er learning by doing, og jeg har knoklet for det.

LÆS OGSÅ: Sissel Kyrkjebø: "Når du er 16-17 år vil du helst gå i ét med tapetet - det var svært for mig"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg havde nogle meget svære år – man kan se det på billeder af mig fra den periode, jeg ligner æblegrød i hovedet. Min bror døde i 1988, og min mor fulgte tre år efter. Vi var en tæt familie, som altid støttede hinanden. Men de faldt begge væk, og jeg så ikke min far. Jeg havde – Gud være lovet – Niclas, og han trådte til og hjalp i den periode, hvor jeg sørgede. Min faster døde også i den periode, så jeg begravede tre mennesker på få år. Men mennesket har en overlevelseskraft, så vi kommer videre. I mit tilfælde skyldtes det et stort firma med masser af ansatte. The show must go on. Når jeg var på arbejde, blev jeg tvunget til at tænke på noget andet. Jeg skulle være dygtig hele tiden, og jeg er jo vild med mit fag. Jeg kan ikke bare sidde i et hjørne og græde.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg har arbejdet meget som koreograf, og jeg lavede blandt andet Logen på Det Ny Teater. På et tidspunkt kom der nogle svenske teaterfolk og spurgte, om jeg ville instruere den forestilling i Stockholm. Det ville jeg jo gerne, men min mor var meget syg, min bror var lige død, og min søn var endnu ikke så gammel. Jeg kunne ikke lade det hele sejle for at tage til Sverige og arbejde flere måneder. Jeg valgte at blive hjemme og køre familieforetagendet videre. Min søn startede som koreograf, men har i dag bevæget sig over til at blive instruktør. Han kom for 20 år siden og spurgte, om jeg ville være ked af, hvis han ikke drev danseskolen videre. Nej da. I dag har jeg solgt den til andre gode kræfter, som driver den videre i samme ånd.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Det spændende er, at det ved jeg ikke. Jeg har hørt, at man risikerer at komme til at kede sig som pensionist. Der er jeg slet ikke nået til endnu. Men jeg prøver at trappe ned med arbejdet for at få mere tid til mig selv. Jeg underviser nogle dage i løbet af ugen, og så er der Vild med dans om fredagen, så jeg keder mig ikke. Jeg kan godt lide at bevæge mig, selv om jeg er 76 år. Jeg spillede tennis for 30 år siden, og det er jeg begyndt på igen. Jeg har også gået til spansk. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle bruge det til, men jeg synes bare, det er sjovt. Måske bliver det folkeuniversitetet næste gang.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Der har været mange dejlige ungdomskærester, men Gene faldt jeg pladask for. Han var koreograf, og det var kærlighed ved første blik fra min side. Der gik desværre lidt tid, før han så, hvor lækker jeg var. Han havde danset på Broadway hjemme i USA og var en stor kapacitet, men han ville ikke tilbage til USA. Efter ni år fik vi Niclas, men efter 17-18 år gik den ikke længere, og vi blev skilt. Vi blev dog ved med at ses for eksempel til jul, og Niclas så sin far, når han ville. Det var uproblematisk. Alle mine tidligere kærester har været mænd, men i dag bor jeg sammen med Marianne, som jeg mødte i 1996 til en fest hos en fælles bekendt. Vi har hver vores erhverv og er vidt forskellige, men vi har det godt sammen. Hun er chefkonsulent i PFA, men hun har også gået til dans, så vi har en fælles interesse.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Vessel Schlüter: "Kunne livet leves forfra, ville jeg gøre præcis det samme"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg glemmer det! Når Marianne og jeg er på ferie, kan hun mærke, at folk hvisker og peger, men jeg glemmer det altid. Men det er klart, det er mere nu efter 15 sæsoner af Vild med dans. Nu tænker jeg over at opføre mig ordentligt, jeg kan ikke løbe rundt og grine for højt, så jeg lægger et lille låg på mig selv, når jeg er ude. Forleden dag punkterede min bil om aftenen uden for danseskolen. Falck kom og hentede bilen og kørte mig hjem. Igen havde jeg helt glemt, at jeg er kendt, men Falckmanden genkendte mig straks. Vi snakkede om løst og fast på turen, men da vi kom frem sagde han: ”Undskyld, men min kone ser Vild med dans, og det vil jeg også begynde på, nu hvor jeg har mødt dig.” Så sad jeg der i bælgmørke i en kranvogn og skrev min autograf. Jeg synes dog kun, det er hyggeligt, når folk kommer hen til mig på gaden og siger, at jeg gør det godt i Vild med dans.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg var sent på den og gad vide, hvad du vil spørge mig om. Og har jeg overhovedet noget at bidrage med? Jeg burde jo nok tale med Hendes Verden om strikketøj. Er det ikke noget for jer? En af mine forfædre var skrædder, og jeg håbede, at det var i mine gener. Men i skolen opgav håndarbejdslæreren mig og satte mig til at læse højt for de andre elever i håndarbejdstimerne, når de sad og syede. Senere begyndte jeg faktisk at sy tøj selv, og det viste sig, at jeg har tæft for det. Jeg har syet smarte gangsterstribede jakkesæt til Niclas, og jeg har syet mine egne kostumer. Når danseskolens børn i dag mangler kostumer til afdansningsballet, siger forældrene altid: ”Jeg kan altså ikke sy”, men det er ikke så svært. Man skal bare gå i gang.