Vibeke Dorph Brevkasse Hjemmet Vores sexliv er fuldstændig dødt
SPONSORERET indhold

Vores sexliv er fuldstændig dødt

Min kone og jeg har sex højest en gang hver anden måned, og min kone er ikke interesseret i sex. Jeg har helt tabt lysten til hende, og når jeg nævner det, bliver hun sur, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
15. jul. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om sexløst ægteskab

Jeg er en mand i slutningen af 40'erne med en lidt yngre kone, som jeg har en søn på 14 år sammen med. Siden han blev født, har min kone og jeg kun haft sex højest en gang hver anden måned. Min kone er ikke interesseret i sex, hun vil heller ikke eksperimentere, hvilket har gjort, at jeg helt har tabt lysten til hende.

Da jeg på et tidspunkt sagde, at jeg ville gå i byen og finde en anden kvinde, som jeg kunne få et sexliv med, så virkede hun helt ligeglad. Jeg indledte derfor en affære med en gift kvinde. Den er dog slut nu, men vi er stadigvæk rigtig gode venner.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke slippe min ven og elsker

Min kone og jeg sover hver for sig på hver vores etage i huset. Vi arbejder på forskellige tidspunkter, så vi ses kun i weekenden, hvor jeg mest er i haven. Når jeg nævner vores sexliv, bliver hun sur og gider ikke snakke om det.

Jeg overvejer nu at gå fra hende, når vores søn er blevet konfirmeret her til efteråret, for jeg orker ikke mere. Vi er ellers fine venner, men vi taler kun om jobs og så vores søn, når vi er sammen. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at finde tilbage til nærheden

Nu er det sådan, at de færreste ægteskaber lever og er lykkelige medmindre de to deltagende parter aktivt arbejder for, at det skal være sådan. Her må man sige, at både du og din kone har snorksovet i timen. Du vil garanteret påstå, at du har gjort dit, ligesom din kone sikkert ville det, hvis det var hende, der skrev til mig. Men at du har gjort, hvad du synes, der skal gøres, er ikke ensbetydende med, at du har gjort det rigtige.

Et godt ægteskab bliver ikke godt af, at man åbner munden og kræver ind. Et godt ægteskab fordrer først og fremmest, at man slår ørerne ud og prøver at finde ud af, hvad der er galt, og hvad der skal til, for at den anden part trives i ægteskabet. Når din kone for eksempel ikke gider at eksperimentere seksuelt, så har det ikke noget at gøre med, at hun er kedelig, så handler det om, at hun ikke mærker dit nærvær, og at du vil hende som andet end en sexpartner.

LÆS OGSÅ: Min kæreste overvåger og isolerer mig

At hun har det sådan, kan jeg egentlig godt forstå. For du skriver ingenting om, hvilke andre kvaliteter din kone har, eller hvad du ellers holder af ved hende. Jeg tror derfor, at vil du redde dit ægteskab, så drop tanken om sex for en tid. Interesser dig i stedet for andre sider af din kone. Inviter hende ud, åben en flaske vin og spørg ærligt, hvordan hun har det. Find på ting, der skaber nærvær og opmærksomhed imellem jer. Gør du det med manér, så forstår din kone, at det ikke kun er hendes krop, men også hende som menneske, du vil have, og det er så sjovt nok også det, der skal til, for at tænde en kvinde.

Anbefalet til dig