Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i?
SPONSORERET indhold

Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i?

Jeg har fået alt fra børn til hus med min kæreste gennem fire år, men han har været igennem en følelsesmæssig rejse, som gør, han har udviklet et uheldig mønster. Han går fra mig, når der konflikter i vores forhold, og nu er han gået igen. Jeg ved ikke, hvor meget, jeg skal finde mig i længere, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
18. okt. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ustabil kæreste

Jeg har de seneste fire år været sammen med en dejlig mand, og på de år har vi fået tvillinger, blevet gift, købt hus, ny bil og rejst verden rundt. Jeg har også to børn fra et tidligere forhold, så der er meget at se til i det daglige. 

De seneste år har min kæreste dog gennemgået en følelsesmæssig rejse og været udfordret af livet. Han har bl.a. valgt sin familie fra, fordi de behandlede os og børnene uden respekt, og i dag har han stort set kun “venner”, som han spiller online med. Han er også startet på flere forskellige uddannelser, og så er han for nyligt blevet diagnosticeret med ADHD. 

LÆS OGSÅ: Min gifte kæreste har lagt mig på is

Min kæreste har desværre udviklet et uheldigt mønster, der kort sagt går ud på, at han går fra mig, hver gang der er for mange konflikter i vores forhold. Han er så overbevist om, at det er den rigtige beslutning, at han sidste gang var mig utro. Efter et par uger fortrød han dog og kom tilbage, sådan som han har gjort det mange gange før. Nu er han så igen gået fra mig og er ved at søge en anden bolig og er flyttet ind i vores gæsteværelse. Mit spørgsmål er så, at selvom jeg elsker ham og vores liv sammen, er det så ikke på tide at lade ham gå og give slip? For hvor længe kan børnene og jeg holde til den rutsjebanetur, som han udsætter os for? Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i? 

Vibeke Dorph råder til at smide ham ud

Mit korte svar til dig er, at jo, det er sandelig på tide, at du får sagt stop til din kæreste. ADHD eller ej, han opfører sig utrolig umodent, især da taget i betragtning, at I i forvejen har fire børn, der har brug for en forudsigelig, harmonisk og rolig hverdag. Når jeg skriver ”i forvejen”, så er det fordi, at din kæreste lige nu opfører sig, som havde du et femte, aldeles utilpasset og egoistisk barn, der fylder alt for meget. Det er der overhovedet ikke plads til i dit og børnenes liv, og jeg sidder og spekulerer over, hvor du selv er i alt det her? Personligt var jeg nok selv på vej på den lukkede, hvis jeg skulle leve dit liv med så mange børn og en mand oveni, der giver sig selv lov til at opføre sig så selvisk. 

LÆS OGSÅ: Min nye kæreste forsørger sin ekskone

Man kan altså ikke som forælder tillade sig at flytte, blot fordi der er konflikter i luften. Konflikter er nemlig noget, voksne mennesker løser, det er ikke noget, de flygter fra. Når han så tilmed begynder at dyrke andre kvinder og ikke mindst bedyrer, at han er gået fra dig, men alligevel ikke når længere end til jeres gæsteværelse, så er grænsen nået. For ærlig talt, ingen rigtige voksne mennesker opfører sig så tåbeligt. 

Derfor: For dine børns skyld, men da sandelig også for din egen, se at få ham ud af vagten. For en mand, der opfører sig så tåbeligt og infantilt, vil jeg desværre give fuld garanti for, at der ingen fremtid er i. Så ud med ham – det gælder også fra gæsteværelset – således, at du og børnene kan få den ro, I har brug for og i den grad har fortjent.

Anbefalet til dig